Morten Hjulmand kan meget snart kalde sig Lecce-spiller, hvis alt går som forventet.
Fredag kunne flere italienske medier skrive, at Lecce fra Serie B var ved at snuppe den danske U21-landsholdsspiller fra østrigske Admira Wacker, og nu er en handel rykket endnu tættere på.
På de sociale medier har Lecce delt flere billeder og videoer af 21-årige Morten Hjulmand siden fredag aften, og lørdag morgen er der et billede af ham i forbindelse med et forestående lægetjek. Det skriver Lecce selv.
- Hjulmand ved lægecentret i Cutrofiano for at gennemgå lægetjekket, lyder teksten på et billede af Morten Hjulmand med et Lecce-halstørklæde.
Derudover er der en video, hvor danskeren siger “Forza Lecce!”.
Morten Hjulmand har spillet i østrigske Admira Wacker siden 2018 og står noteret for 74 kampe, et mål og seks assister for klubben. Tidligere har han været ungdomsspiller i FC København, og det er blevet til syv U21-landskampe.
Se billedet nedenfor: