Andreas Cornelius og Parma tog imod Mikkel Damsgaard og Sampdoria i den italienske liga søndag aften, og her fortsatte førstnævntes skrækkelige stime.
Parma løb nemlig ind i et nyt nederlag, og de har dermed fortsat ikke vundet siden november. De har samtidig tabt seks af deres seneste syv kampe i Serie A.
Læs også:Skov Olsens træner kritiserer Bologna-offensiven: Det er det sædvanlige
Mens 20-årige Mikkel Damsgaard startede på bænken for Sampdoria, startede Andreas Cornelius i angrebet for Parma, og den tidligere FC København-angriber fik også markeret sig hurtigt i kampen - dog ikke på en positiv måde.
Efter 25 minutter kom Sampdoria foran, og det skete efter en fejl af den danske angriber. Cornelius fik ikke clearet et indlæg ordentligt, og i stedet lagde han bolden til rette for Maya Yoshida, som fra knap en meters afstand kunne sende bolden i mål.
Læs også:Skov Olsen havde svære arbejdsbetingelser: Juve haler ind på toppen
Knap ti minutter senere blev føringen fordoblet, og denne gang var det uden dansk indflydelse. Sampdoria-kantspilleren Balde Keita afsluttede således et kontraangreb med en kølig afslutning.
Et kvarter inde i anden halvleg blev Mikkel Damsgaard sendt på banen, men han fik ikke øget scoringen.
Det sluttede 2-0 til Sampdoria, som nu er nummer 10 i Serie A. Til gengæld er Parma helt nede på en 19. plads, hvor de har et point op til Torino, som er akkurat over nedrykningsstregen.
Læs også:Trods tydeligt nederlag: Simon Kjær udpeget som bedste Milan-spiller
Læs også:Sådan kom Conte op i det røde felt i Inter-remis