Zlatan fylder 40 – tak for målene og inspirationen

Kære Zlatan Ibrahimovic.

Det føles helt mærkeligt at bruge dit efternavn. Jeg tror ikke, at fodboldens verden er på fornavn med andre helt på samme måde, som den er på fornavn med dig. Jo, der er jo selvfølgelig brasilianere, som bruger deres fornavn som kunstnernavn, og hvis jeg skriver ”Cristiano” ved alle, hvem jeg taler om, men det er alligevel noget specielt med dig, Zlatan. Måske fordi der ikke er så mange andre med det navn – Bajramovic og Muslimovic er stoppet for adskillige år siden. Måske fordi du er en person, vi har haft et forhold til i nu ganske lang tid. Måske fordi du er noget ganske særligt.

I hvert fald: Stort tillykke fødselsdagen! På søndag den 3. oktober er det 40 år siden, du kom til verden i Malmø. 40 år! Og du spiller stadig fodbold på allerhøjeste plan. I sidste sæson lavede du 15 mål i 19 Serie A-kampe, og du er en af de afgørende årsager til, at AC Milan har spillet sig tilbage i Champions League. Det er voldsomt imponerende.

Er du den bedste 40-årige fodboldspiller nogensinde? Jeg ved godt, hvad du selv vil svare: Ja, selvfølgelig er du det. Og din træner er også imponeret:

”Ibrahimovic bliver aldrig gammel. Han har en stærk passion, han har en indre ild,” sagde din træner Stefano Pioli om dig, da du i begyndelsen af september scorede efter syv minutter af din sæsondebut mod Lazio.

Og du blev i denne uge udtaget til det svenske landshold, der i VM-kvalifkationen skal spille mod Kosovo og Grækenland. Kommer du på banen, bliver du den første spiller over 40 til at repræsentere det svenske A-landshold, og du har allerede rekorden for den længste karriere på nationalmandskabet med snart 21 år. Til sammenligning gik der 18 år og 269 dage mellem Morten Olsens debut og afskedskamp, hvilket er det længste stræk i det danske landsholds historie. Kender jeg dig ret, helmer du ikke, før du også har rekorden som ældste målscorer. Den sidder legenden Gunnar Gren på – i øvrigt takket være to mål i en 4-4-kamp mod Danmark i 1958, da Gren var 37 – men du havde taget den, havde du ikke valgt landsholdet fra efter EM 2016 og frem til begyndelsen af i år. Det ved vi begge.

Nå, tilbage til mit spørgsmål. Er du den bedste 40-årige fodboldspiller nogensinde? Vi begynder efterhånden at se flere og flere, der kan spille, til de er sidst i 30'erne eller endda på den anden side af de 40. Udøverne er blevet mere seriøse, viden om restituering og skadesbehandling er blevet bedre. Ryan Giggs og Francesco Totti var begge one-club-men i cirka 25 sæsoner, din tidligere holdkammerat Gianluigi Buffon spiller stadig i en alder af 43. Men du skiller dig ud fra mange ved stadig at gøre en forskel i den benhårde italienske liga, og du var vel noget nær Milans bedste spiller i sidste sæson.

Alligevel kan jeg ikke give dig titlen. Da den allerførste Ballon d'Or blev uddelt i 1956, vandt 41-årige Stanley Matthews, og det var altså ikke, fordi konkurrencen var ringe dengang – Alfredo Di Stéfano, Raymond Kopa, Ferenc Puskas og Lev Jasjin tog de følgende placeringer. Så Stanley Matthews må være den bedste den bedste 40+-spiller i fodboldhistorien. Årets spiller i Europa? Der er du altså ikke. Der har du i øvrigt aldrig været. I en lang, flot og imponerende karriere er Ballon d'Or en af de titler du ikke fik fingrene i.

Men der er i mine øjne andre grunde til at hylde dig på din runde fødselsdag end pokaler og trofæer.

Teenageren fra Tipsbladet
Zlatan, jeg var fan af dig lige fra starten. Det var kærlighed ved første blik for mit vedkommende. Det var faktisk det, jeg faldt for i første omgang: Udseendet.

Det er 20 år siden i denne måned; før jeg blev journalist på Tipsbladet, endda før jeg blev abonnent. Men i folkeskolernes efterårsferie skulle jeg på træningslejr med mit svømmehold, og jeg havde købt noget læsestof med til turen. Der, på side 10-11 af Tipsbladet den 12. oktober 2001, stod du. FC København skulle møde Ajax i UEFA Cuppen, og min senere kollega Niels Idskov skrev en artikel om, at den klassiske hollandske storklub ikke var, hvad den havde været. Du var illustrationen, fordi du var et symbol på et nybrud i Amsterdam: Et dyrt, udenlandsk talent som supplement til de hollandske teenagere, man havde haft for vane at dyrke. Udover billedet blev du stort set ikke nævnt i artiklen, og jeg havde aldrig hørt om dig før den dag, jeg læste den, men jeg var straks solgt. Det var dit rodede hår. Det var din højde og din ranglede, men kraftfulde krop. Og det var din attitude, din udstråling. Du så ud, som om du var klar til at indtage hele verden. Den skulle i hvert fald ikke tro, at den kunne overvinde dig. Nogle dage efter så jeg dig spille for første gang. Dit Ajax-hold delte med FC København i Parken, det sluttede 0-0, men du saksesparkede lige forbi mål, og jeg har været fan lige siden.

Jeg synes, din udvikling som fodboldspiller er inspirerende. Det var møgdyrt for Ajax at købe dig, 85 millioner svenske kroner, men din historie var ikke ulig så mange andre skandinaviske teenagere, der drager til udlandet: Du var yderst talentfuld, men du var ufærdig, og du skulle bruge tid på at vænne dig til et højere niveau. Og så synes jeg, at det er vigtigt at huske, at du ikke blev solgt på grund af dine evner som målscorer. Det var din fantasi, din teknik, din frækhed, dine driblinger, der gjorde dig så eftertragtet i Malmø-tiden.

Og i begyndelsen havde du dine problemer med at slå til i Amsterdam. Du røg ind og ud af holdet, havde vanskeligt ved at vænne dig til den nye hverdag, og du spurgte endda Malmö FF-sportschef Hasse Borg, om han ikke ville købe dig hjem til Allsvenskan. De vanskeligheder har vi set gang på gang på gang for unge spillere.

Og når det sker for et talent, står han ved en skillevej. Enten overvinder han modgangen, eller også knækker han. Du gjorde det første. I slutningen af første sæson scorede du, som indskifter, det afgørende mål i den hollandske pokalfinale. På den anden side af sommerferien lavede du to mål i Champions League-debuten mod Lyon, og derfra var du en succes. Du blev bedre og bedre i Ajax, du blev en profil på det svenske landshold, og du gjorde dig fortjent til en stor transfer til Juventus, hvor du også sagtens kunne gøre dig gældende. Den spændende yngling fra Rosengård havde levet op til sit talent og var blevet en dygtig spiller.

Men deri ligger inspirationen ikke for mig. Det, som andre kan tage med sig, og som du virkelig bør prises for, er, at da du havde gjort, hvad man kunne forlange af dig, da du havde taget dit talent seriøst, lagt ungdommens unoder og ustabilitet fra dig og var blevet en habil spiller på et højt internationalt niveau, stoppede du ikke din udvikling. Du besluttede dig for at arbejde videre og nå endnu højere.

Lidt á la Cristiano Ronaldo var du en spændende dribler, der blev en fantastisk målscorer. I effektivitetens navn skruede du ned for de vanvittige driblinger og begyndte i stedet at lave oceaner af mål. Ingen, der så legebarnet Zlatan i Allsvenskan og Æresdivisionen, kunne have spået, at du ville ende med at score mere end 500 mål i klubkarrieren, og at du ville blive topscorer i nogle af Europas største ligaer. Men det gjorde du. Du stillede dig ikke tilfreds, da du var blevet god; du ville være endnu bedre, og det blev du så. Dét er i min bog inspirerende.

– Min største drøm, da jeg var 12-13 år, var at blive professionel fodboldspiller. Nu er den drøm blevet til virkelighed, men så er det klart, at man får nye. Drømme er vigtige, sagde du til Helsingborgs Dagblad for 20 år siden, og jeg synes, det er så rigtig sagt.

Og så glæder det mig i øvrigt, at selv om du blev effektiv, blev du ikke kedelig. Du forblev en af de mest seværdige fodboldspillere i hele verden. Der blev skåret ned for driblingerne, men de blev erstattet af den ene supermål efter det andet. Soloture, tordnende langskud, akrobatiske afslutninger i feltet – eller udenfor. Jeg har altid sagt, at det mest utaknemmelige job i verden må være at lave Zlatan-videoer til Youtube. De er aktuelle i få dage, indtil du laver en ny perle. Og sådan har det været i 20 år. Tak for målene og for inspirationen.

Tanker fra Uppsalagade
Jeg blev engang bedt om at give et oplæg ved en nonfirmation. Drengen og hans forældre havde fravalgt en religiøs fejring; i stedet var du centrum for festen. De havde simpelthen valgt, at drengens store dag skulle have dig som tema – en zlatanation kaldte de det.

Jeg skulle komme forbi og tale i 20 minutter. Jeg ankom iført en 12 år gammel Ajax-trøje, som jeg havde købt, fordi du spillede der, og som jeg mirakuløst stadig kunne passe, og jeg medbragte den artikel fra Tipsbladet, der i 2001 havde gjort mig til fan af dig. Den havde jeg gemt og kunne vise frem.

Mit vinkel i oplægget var, at vi alle kan lære noget af dig. På grund af din sportslige udvikling og på grund af din betydning for det svenske samfund.

Som eksempel på det sidste lavede jeg et eksperiment. Zlatanationen blev afholdt i Uppsalagade i København – kunne jeg koble dig og din betydning for Sverige til Uppsala; en tilfældig svensk by næsten 700 kilometer fra, hvor du voksede op i Malmø?

Det kunne jeg: I vinteren 2014 skulle Uppsala Basket spille mod Borås Basket, men i stedet for at afspille den klassiske version af 'Du Gamla, Du Fria' inden kampstart, spillede man versionen, hvor du i en Volvo-reklame reciterer en omskrevet udgave af nationalmelodien.

– Vi følte, at Zlatan tog nationalmelodien tilbage fra nationalister og nazister – den var helt ren. Den matcher vores værdier perfekt, og modtagelsen var 100 procent positiv, sagde Uppsala Baskets sportschef Johannes Wohlert dengang.

Siden har du i øvrigt også åbnet nogle padelbaner i byen – Padel Zenter Uppsala. Det er måske knap så inspirerende.

Til zlatanationen berettede jeg mere om, hvad din fortælling har betydet for Sverige, historien om indvandrersønnen der arbejdede sig ud af ghettoen og blev en verdensborger. Dit liv har fortalt Sverige noget om sig selv og vist andre borgere en vej. Men jeg blev også udfordret dengang på Uppsalagade. Da jeg til sidst åbnede for spørgsmål, ville nogle vide, hvad du selv gjorde for at inspirere – og her endte jeg med at væve en smule.

For sandheden er, at jeg føler, at din rolle som symbol for et nyt Sverige er en, du har fået pålagt, ikke en du selv har stræbt efter. Du har fortalt din historie med fødderne og med din mund, og jeg tror, du har ændret dit land – men det var ikke noget, du søgte. Din selvbiografi, ”Jeg er Zlatan Ibrahimovic”, satte Sverige på den anden ende, men din beretning om opvæksten og din vej ud af Rosengård er egentlig ganske nøgtern frem for moraliserende, belærende eller politiserende. Du har altid sagt, at du ikke interesserer dig for politik, og i januar i år gik du endda så langt, at du udtalte, at LeBron James, den mægtige basketballspiller der blandt andet har taget en aktiv rolle i racedebatten i USA, burde undlade at mene noget politisk.

På min bogreol står ”Jeg er Zlatan Ibrahimovic” selvfølgelig, og den holder jeg meget af. Men jeg har også en anden bog om dig, som betyder meget for mig – jeg tvivler på, at du selv er lige så glad for den. Den har du nemlig ikke kunnet kontrollere på samme måde. ”I huvudet på Zlatan Ibrahimovic” udkom i 2005 og består af næsten 300 af dine citater, samlet af den dygtige svenske journalist Simon Bank.

I dag er jeg gået hen og blevet træt af dine smarte bemærkninger. I dag virker de kalkulerede og skrevne; som om de er en del af et brand – Zlatan© frem for bare Zlatan. Men i gamle dage var du et frisk pust, netop fordi du var så spontan i dine kommentarer og dine interviews. Du var stor i slaget, og du var sjov og uforudsigelig. Det er citaterne i ”I huvudet på Zlatan Ibrahimovic” et bevis på. Som dengang du forud for VM i 2002 beskrev Japan som ”et spændende land med meget mærkelige bogstaver.” Eller da du sagde: ”Det er specielt at fylde 20, men det er lige så specielt at fylde 19.”

Nå, men i den bog er der også et afsnit med politiske citater – det er lykkedes Simon Bank at finde tre i alt… Og temaet for hvert eneste er din manglende viden om emnet og lyst til at tale om det.

”Du, jeg ved ikke, det er første gang, jeg hører navnet,” var dit svar, da en journalist spurgte dig, hvad du synes om Karl Marx (jeg har taget eksemplet med, mest fordi jeg undrer mig over, hvorfor nogen ville spørge dig til kommunismens opfinder.)

Så det interesserer dig ganske enkelt ikke at skulle tale politik eller bruge din magt i den sags tjeneste. Men når du bare er dig selv og taler spontant, tror jeg alligevel, du kan gøre en positiv forskel. For eksempel, da for 20 år siden blev spurgt ind til kvindefodbold:

”Selvfølgelig skal både drenge og piger have mulighed for at dyrke deres idræt. Kan piger lide at spille fodbold, skal de gøre det,” svarede du.

Så simpelt, så indlysende – men jeg tror alligevel, at det flytter noget, fordi det er dig, der siger det.

Desværre bruger du ikke altid din indflydelse positivt. Desværre kommer du indimellem galt afsted med dumsmarte bemærkninger. Lige så fint det var, da du udtalte dig opmuntrende om kvindefodbold, lige så skadeligt var det desværre nok, da du i 2013 sagde, at Therese Sjögran, der havde sat rekord for flest svenske kvindelandskampe, ikke skulle have en bil, som hendes modsvar hos herrerne, Anders Svensson, havde fået – hun kunne få en cykel med din autograf på, mente du.

”Controversies”-afsnittet på din engelske Wikipedia-side er næsten lige så langt som denne artikel. Det hører med til din fortælling, at du er kontroversiel. Det er også en inspiration, hvor langt du er kommet trods dit temperament og dine dumheder. Jeg tror, at din succes skyldes, hvor egocentreret du har været, så man kan ikke bebrejde dig, at du er stolt af dig selv og dine præstationer. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at dit aftryk på Sverige, på Europa, på verden i højere grad er positivt end negativt. Men det ville nu også være smukt, hvis du fremover ville se en smule mere udad og gøre en forskel, hvor du kan – og at du frem for alt vil holde dig for god til at sparke nedad.

Du er ikke Zuperman – og det er okay
Kære Zlatan, jeg har for længst besluttet mig for, at den dag du stopper med at spille fodbold, vil jeg sætte mig med en god plade chokolade, og så vil jeg se samtlige af dine smukke mål fra ende til anden. Det bliver en lang dag, men en god dag.

Desværre kommer den dag tættere på. Du har allerede, på imponerende vis, udskudt den længere, end mange nok ville have troet. I Manchester United overvandt du en grim knæskade. Du lavede den klassiske retræte-transfer til MLS, hvorefter du så vendte tilbage til europæisk fodbold og førte Milan til toppen af Serie A.

Men årene og sliddet sætter sine spor. Denne sæson indledte du med en skade, så vendte du tilbage mod Lazio og scorede, og så blev du skadet igen. Én kamp, ét mål er den foreløbige status for denne sæson.

– Da jeg var ung, spillede jeg, selvom jeg havde smerter i mine sener. Jeg ville vinde og score for enhver pris. Med tiden er jeg begyndt at bruge mit hovedet, og jeg har indset, hvor vigtigt det er at lytte til sin krop.

– Mit hoved har det fint, men min krop er ved at blive gammel og den kan ikke altid følge med hovedet. Det er et problem. I år er jeg nødt til at lytte til alle de små signaler min krop sender mig (…) Jeg bliver nødt til at tænke kortsigtet og tage dagene en ad gangen og indse, jeg ikke er Superman, sagde du i sidste weekend i et usædvanlig åbenhjertigt interview med magasinet Sportweek.

Her i karrierens tusmørke kan vi drage nogle konklusioner. Du vandt aldrig Ballon d'Or – dine bedste år faldt sammen med, at Lionel Messi og Cristiano Ronaldo flåede sportens grænser fra hinanden. At du scorede utrolige 38 mål i 31 ligakampe for PSG i 2015/16 imponerede ikke på samme måde, som det ville have gjort, hvis ikke de to andre superstjerner havde scoret op mod 50 i den spanske liga.

Og du kommer aldrig til at vinde Champions League. Et sjældent sårbart øjeblik i din karriere faldt, dengang du talte om, at du gjorde alt for at vinde ”den her jävla Champions”, men at det aldrig gik din vej. Du skiftede til FC Barcelona for at opfylde din drøm, hvorefter din tidligere klub Inter straks vandt. Du rejste fra Catalonien igen, og så vandt Barcelona et år senere.

Men det er okay, Zlatan. Dit store barndomsidol Ronaldo vandt heller aldrig Champions League. Og det gør dig ikke til et mindre forbillede i min bog. Tværtimod er der også en inspiration i det uperfekte. Livet går ikke altid, som vi ønsker det. Selv når vi gør vores bedste for at opfylde vores drømme og ambitioner, kan verden finde på at modarbejde os – det er også en vigtig lære, som din karriere har givet os.

Så kære Zlatan Ibrahimovic. Tillykke med dine 40 år og tak for to flotte, fantastiske, men ikke fejlfri årtier på topplan. Stanley Matthews spillede på topplan, til han var på den anden side af et halvt århundrede – når jeg nu ikke vil udråbe dig til den bedste 40-årige fodboldspiller i historien, kan du jo gå efter at blive den bedste 50-årige.

Jeg håber i hvert fald, du bliver ved med at spille og score fantastiske mål lidt endnu. For jeg kommer til at savne dig, når du er væk.