Interview: Matti Lund og lykken i Italien

Den danske midtbanespiller Matti Lund Nielsen fortalte i sidste uge, at han fortsætter karrieren i Pescara efter endt lejemål i Verona.

Dermed vender Matti Lund Nielsen tilbage til den klub, hvor han spillede med stor succes i hele 2012, hvor det blev til både oprykning fra Serie B samt masser af spilletid i Serie A.

Mens Matti Lund Nielsen var Serie A, besøgte Tipsbladet danskeren i løbet af tre dage i Pescara, hvor det blev til en snak om et vildt fodboldliv, et hårdt og spændende år i Italien samt en stor, personlig udvikling.

I anledningen af Matti Lund Nielsens tilbagekomst til Pescara, bringer tipsbladet.dk nu hele historien fra besøget i Italien.

BRAGT I TIPSBLADET 26. OKTOBER 2012

Undtagelsen 

Hvordan går man fra at være reserveholdsspiller i Superligaen til regelmæssig starter i Serie A? Hvordan tackler man at stå på egne ben i et land, hvor man ikke kan sproget? Og hvordan slår man til i italiensk fodbold, hvor adskillige danske fodboldspillere har knækket halsen? Matti Lund Nielsen var selv knækket, inden han tog til Italien. De ni måneder har budt på en oprykningsfest, to tragedier, Zdenek Zeman samt en menneskelig og sportslig udviklingskurve på himmelfart. Tipsbladet besøgte fynboen i Pescara.

Han sad med hue og handsker på. Det var den 21. januar, og luften var kølig i Empoli, der ligger i regionen Toscana i det nordlige Italien. Danske Matti Lund Nielsen var kommet til landet nogle uger forinden, men indtil videre havde opholdet i Italien kun budt på hårde træningspas, forvirring uden for banen og udsigt fra tribunen i de første par kampe. Derfor var han indstillet på endnu en oplevelse som tilskuer, Pescaras assistenttræner Vicenzo Cangelosi kom ind i omklædningsrummet på Stadio Carlo Castellani.

Han gik rundt blandt de 20 mænd i rummet og pegede på de spillere, der ikke behøvede at klæde om, fordi de var udset til en plads på tribunen.

“Dig, dig, dig,” lød den italienske stemme.

Da assistenttræneren nåede til den 23-årige dansker med hue og handsker på, grinte han.

“Klæd om, klæd om. Du skal ikke på tribunen,” sagde han.

Matti Lund Nielsen smilede ved tanken og glædede sig i sit stille sind over udsigten til en plads på bænken.

En halv time senere trådte cheftræneren Zdenek Zeman ind ad døren.

Trænerlegenden var kommet til klubben i sommerpausen og havde skabt et slagkraftigt hold i Pescara, hvilket blot havde lagt alen til den imponerende karriere, der havde gjort ham til et kæmpenavn i Italien.Matti Lund Nielsen havde endnu ikke talt meget med træneren, for det gør man ikke i Italien. Faktisk var der gået fire dage fra danskerens ankomst i klubben, før cheftræneren overhovedet havde hilst på den nye spiller, der var kommet fra et dansk reservehold lige før nytår.

Da den 64-årige træner begyndte på det taktiske oplæg og startopstillingen, kom navnet ” Nielsen” pludselig ud af de tjekkiske læber blandt opremsningen af de 11 startere.

– Han sagde sgu Nielsen, så jeg skulle starte inde. Lige inden kampstart var jeg meget tændt og råbte i spillertunellen til en af mine holdkammerater: ” Come on, come on!” for at opildne os. Men han kiggede bare mærkeligt på mig, for han kunne ikke et ord engelsk, så han forstod ikke, hvad come on betød. 

– Men jeg var ufatteligt tændt, og jeg havde gode aktioner, gode langskud, gode berøringer. Det gav selvtillid og tro på mere. Det var selvforstærkende. Jeg lagde endda op til et mål, vi vandt 2-0, og det var en super fed oplevelse og kamp.

– Jeg har gemt avisen fra dagen efter, hvor Zeman sagde noget med, at Nielsen gjorde det fint, men stadig havde meget at lære. At jeg var træt til sidst, men det var okay, når man har givet alt. Siden den dag, spillede jeg hver eneste gang fra start, og bortset fra en ankelskade, der faldt mens der var sne på banen, så kampene blev aflyst, missede jeg ikke nogen kampe, men spillede 20 kampe i træk bagefter. Det gik bare én vej, og det var op, fortæller Matti Lund Nielsen i Pescara ni måneder efter debutkampen for klubben i Serie B.

En kold tyrker i Italien
Han sidder i sin lyse tre-værelses lejlighed med IKEA-møbler i den lille forstadsby Montesilvano, der ligger relativt tæt på Pescara Calcios træningsanlæg og ti kilometers penge fra selve byen Pescara. Det er her,Matti Lund Nielsen på kort tid har slået sit navn fast som en stærk midtbanespiller og regelmæssig starter hos Serie A-oprykkerne, der har fået en hæderlig begyndelse på sæsonen. For ni måneder siden forlod han FC Nordsjælland som reservespiller, men lige nu er han den dansker, der har fået klart mest spilletid i Serie A, og kigger man på Europas fire største ligaer, har kun fire danske spillere været med i flere ligakampe end Matti Lund Nielsen.

Så det er lykkedes for Matti Lund Nielsen at slå igennem i en af verdens stærkeste ligaer – og det endda uden at have ført sig frem i Superligaen gennem længere tid, uden at være udstyret med et medfødt kæmpetalent og uden at have scoret et vildt mål, som man også kan blive solgt på nu om dage. Han har taget turen fra trygge Danmark til Italien, hvor adskillige danske spillere har knækket halsen og vendt hjem efter et halvt eller helt år med manglende spilletid, løn eller anden chikane.

Matti Lund Nielsen har snart været et år i Pescara; en lille søvnig provinsby ved Adriaterhavskysten, hvor der bor næsten lige så mange mennesker som i Odense, og hvor man lever af turisme og fiskeri – og med sydens særlige rytme. Selv om Pescara reelt er i det centrale Italien, er man så tilpas meget sydpå, at menneskene og omgivelserne opfører sig som sådan.

Palmerne ved det azurblå hav svajer i vinden, byen holder siesta, mænd giver kindkys til hinanden, der er bidét på badeværelset, og befolkningen bærer følelser uden på skjorten og taler med hele kroppen. Og som turist med korte benklæder modtager man undrende blikke fra indbyggerne, der går med lange bukser og bluse, selv om solen bager, og der er 25 grader midt på efteråret.

– Det er jo også oktober for os, som Matti Lund Nielsen siger på en måde, så man fornemmer, at han er faldet helt til.

For det er han. Ganske vist afslører nøgleringen med Dannebrog samt Rasmus Seebach på anlægget, at han er dansker med stort D, men den sikre bilkørsel i den hvide Fiat og den lige så sikre ageren på flydende italiensk fortæller, at Pescara er blevet hans hjem for nu.

Det er nu ikke fordi, det har været let. Der har været masser af modgang, udfordringer og nedture. Og som han fortæller over det hvide bord i den åbne køkken/ stue, har det ikke været nemt for den nu 24-årige dansker, der hjemme i FC Nordsjælland var vant til ros, opbakning, hjælp og støtte fra alle i klubben, mens der kun var halvanden times tid hjem til omsorg, tryghed og kærlighed hos familie, venner og kæresten, der nu hænger i en billedkollage på en af væggene i hjemmet.

– Det viste sig, at det bedste middel for mig til at vænne mig af med alle mine barnlige sider, var at gå kold tyrker og tage det sted hen, hvor jeg kan få mindst af det. Og med det mener jeg mindre end nul. Så jeg har lært at være stærkere og stole på mig selv, siger han om erkendelsen efter snart et år på egne ben i det store udland.

– Det har overrasket mig, at det lige præcis var det, jeg havde brug for. At komme et sted hen, hvor jeg ikke bare ikke kunne svømme, men hvor jeg nærmest var ved at drukne hele tiden. Jeg skal ikke forvente støtte, hjælp eller hjertelighed hernede. Jeg er nødt til at være herre i egen hus.

– Jeg er stadig lige så dårlig til at rede sengen og vaske tøj, men personligt, mentalt og selvtillidsmæssigt er der sket en enorm forandring. Jeg er meget mere afklaret i forhold til, hvad jeg vil med mit liv og hvad jeg vil med mit fodbold og hvad der er vigtigt for mig her i livet, fastslår han om den første tid på den italienske udebane.

Også på banen er det gået stærkt.

I sidste sæson var han fast mand i Pescara Calcio fra januar til maj, der kulminerede med oprykning til Serie A for første gang i 20 år samt interesse for danskeren fra storklubben Napoli.

– Da jeg startede på FC Nordsjællands reservehold til sidst i efteråret 2011, havde jeg svært ved at forestille mig, at jeg ni måneder senere skulle figurere i startopstillingen på udebane mod Udinese på et hold, der ligger over Udinese i Serie A. Det er lidt uvirkeligt på fodboldbanen, og selv om jeg fortæller mig selv, at lige så hurtigt det går op, kan det gå ned igen, så er det svært at lade være med at smile nu, da alting ser helt fantastisk ud. Jeg er startet inde i seks af ni kampe hidtil, og det er i sig selv fantastisk.

Maskinpistoler nær Napoli
Kort fortalt nyder Matti Lund Nielsen livet i Italien. Man ser det i hans øjne, når han taler om glæden ved det succesfulde skifte. Man ser det på træningsbanen, hvor han optræder på linje med holdkammeraterne både socialt og sportsligt. Og man ser det, når han modtager drillende bemærkninger og svarer igen til tjeneren på restauranten Le Hombre i udkanten af byen, hvor danskeren indtog mange måltider i begyndelsen.

– For at komme lidt væk fra det hele, som han udtrykker det.

For begyndelsen var ikke let for tryghedsnarkomanen fra Odense.

Selve skiftet til Italien havde han oprindeligt ikke lyst til at foretage.

Interessen fra Pescara var enormt overraskende, og selv om han havde haft et godt forår 2011 i FC Nordsjælland, var han havnet på reserveholdet i efteråret. Så da aftalen med Pescara først var på plads, var der derfor intet, der tydede på, at det skulle gå godt i Italien, da han den 26. december forlod julefrokosten hos sin svigerfamilie i Odense, kørte til København og tog flyveren til Rom med kæresten Cathrine. Her blev han hentet af Pescaras sportsdirektør, der ikke talte engelsk, og så blev det unge danske par ellers kørt til Pescara.

– Så sad vi der på et hotelværelse. “Hvad er det for noget?” Den første dag ville jeg gerne vise hende, hvad det var, jeg var taget ned til, for det er også en del af hendes virkelighed nu. Så vi endte med at gå ti kilometer fra hotellet og ind til centrum. Det var så trættende, at da vi nåede derind, tog vi en taxa hjem med det samme. Vi kendte ikke noget til noget som helst, husker Matti Lund Nielsen om den første dag på fremmed grund. Det var ikke den eneste mærkværdige oplevelse i de første dage, der har været med til at modne fynboen.

– Det handler for eksempel om at stå alene med sin kæreste nytårsaften i et fremmed land, hvor man ikke kan sproget og hvor de ikke snakker engelsk og tænke ” hvad fanden skal vi finde på i aften”. Så får man en opringning fra en holdkammerat, fordi man har reserveret plads på det samme restaurant. Vi skal spise sammen, og så ender vi med at holde nytårsaften med to drenge og to piger, som man aldrig i sit liv har mødt før, fortæller Matti Lund Nielsen.

Også på fodboldbanen var der startvanskeligheder.

– Det gik ikke specielt godt til at starte med. Jeg havde store problemer med at følge med, for de var jo gode. På det tidspunkt tænkte jeg ” hold nu kæft, jeg skal stå tidligt op med de drenge her.” Jeg brugte de første par uger på vænne mig til det. Hver eneste træning var en kamp for mig, hvor jeg skulle bevise, at jeg godt kunne være med. Jeg var ikke kommet som en stor profil – jeg skulle vise, jeg kunne være med.

Sådan gik de første par uger. Matti Lund Nielsen trænede med så godt han kunne under Zdenek Zemans Pescara, der kæmpede i toppen af Serie B om oprykning til den bedste række. Da den korte italienske juleferie var slut, var den danske midtbanespiller med i truppen, der 6. januar skulle spille på udebane mod Nocerina, der har hjemmebane i den lille by Nocera øst for Napoli.

– Hvis man kender noget til Napoli, vil man vide, at det er en fantastisk dejlig by, mens forstæderne måske ikke er det så meget. Det var et værre hus, vi kom ned til med vagter med maskinpistoler og tilskuerne havde romerlys og kanonslag. Stadion var ved at falde sammen, og man følte sig nok mere tryg inde på banen, end jeg gjorde på tribunen, siger Matti Lund Nielsen, der har glasklare minder om den første kamp, som han overværede fra tilskuerpladserne.

– Jeg sad og så en kamp, som vi endte med at vinde 4-2. Da Nocerina kom bagud, gik fansene ud af stadion i protest for at få fat i spillerne efter kampen, men da de kom på 2-2, kom tilskuerne tilbage på stadion, fordi det gik godt igen.

– Som jeg fortalte min kæreste i Danmark bagefter: “Gud hvor var det en grim og vild og primitiv oplevelse, jeg lige har været ude for, men for fanden, hvor må det være fedt at spille de kampe her.” Lige så vel som jeg i omklædningsrummet var meget bange, lige så vel blev jeg trigget af det. Lige så skræmmende det var, lige så inspirerende var det, og jeg fik virkelig lyst til at prøve det, husker Matti Lund Nielsen.

Tilvænning
Han kom som bekendt til at prøve det hele, men først efter en hård startfase uden for banen, i omklædningsrummet og på fodboldbanen blev det hverdag.

– Det var den der følelse af at være helt alene i verden. Når man skal i banken og ordne noget, skal man gøre det selv uden hjælp fra nogen. Man kan godt ringe til sin far eller agent og spørge om råd, men i sidste ende kan de ikke gøre det for dig. Man bliver selv nødt til at ordne sin økonomi, lejlighed og så videre, siger Matti Lund Nielsen med tanke på tilvænningen til det nye liv i Italien.

– Ved første træning stillede Riccardo Maniero, som senere hen blev en af mine bedste venner på holdet, sig op foran spejlet, tog håret tilbage og sagde ” I am Zlatan”. Jeg tænkte, hvad fanden sker der. Han viste sig så at være super charmerende og sympatisk, men det er den måde, de snakker til hinanden på – og man ved ikke, hvad der bliver sagt. Det er macho, de snakker højere, vildere, skælder mere ud og gestikulerer mere med hænderne.

– Det er en anden attitude og en anden måde at komme ind i omklædningsrummet på. De kan godt finde på at sparke døren op og sige “hej alle sammen, nu er jeg her.” Men jeg lærte dem at kende og lærte, at man ikke skulle tage alle de ting så alvorligt, siger Matti Lund Nielsen, der helt konkret først følte sig fuldt ud accepteret på sin 24-års fødselsdag den 8. maj 2012.

– Jeg var meget usikker på, hvad de andre syntes om mig, for jeg tog det jo stadig til mig, når de skældte ud på banen og viste attituder i omklædningsrummet. Det der overbeviste mig om, at jeg er faldet til her og er accepteret af dem, var på min fødselsdag. Da var Marco Varretti og Riccardo Maniero gået ind på Google Translate og havde oversat “Tillykke med fødselsdagen” fra italiensk til dansk. Det havde de så lavet et lille skilt med og hængt op over min plads i omklædningsrummet. Det rørte mig, og jeg tænkte wow. Fedt. Det var der, jeg faldt helt til ro. Jeg gik fra at være bange og skræmt til at være tilpas og nyde at være her.

På fodboldbanen er han også faldet til, og han falder ikke igennem, da Tipsbladet overværer Pescaras træning på det beskedne anlæg Centro Sportivo Vestina, som ligger smukt omgivet af oliventræer og vindruerænker med bjerge i baggrunden. Rejsen til spillemæssig tilpasning har også været lang.

– I FC Nordsjælland er miljøet meget trygt, der er meget kommunikation, der er meget hjælp, der er meget støtte og omsorg. Alle de ting er super gode i en klub, og jeg har sat stor pris på det og haft det godt. Men jeg har nok været for doven og taget for meget til mig af den tryghed, støtte, hjælp og kommunikation. Jeg gjorde det til noget vigtigt for mig, og det var en kold tyrker at komme herned til en træner, som kørte den modsatte skole.

– Hvis man kender Zdenek Zemans træning, vil man vide, at det er ufatteligt hårdt. Det er ikke for sjov, at Bendtner har udtalt, at han aldrig har været i bedre form end nu, selv om han ikke har spillet. Jeg fik også et chok, da jeg kom herned. Jeg gik fra en mere teknisk og boldbesiddende træningsmetode til at der er meget mere fokus på, at vi skal arbejde hårdt. Ikke fordi det nødvendigvis er det rigtige, men fordi fansene og tilskuerne så kan se, at vi arbejder for vores penge.

– Jeg skulle lige oven på og lære, at man træner to gange torsdag – to pas af halvanden time, og så skal man stadig til kamp lørdag formiddag. Det var ikke unormalt, at der var nogen, der lå med krampe hen ad træningen torsdag eftermiddag, selv om der kun var to dage til kamp. Heldigvis havde jeg forberedt mig godt og kom herned i god form, så chokket var ikke så stort som det kunne have været.

– Jeg skulle stå tidligt op for at tackle Marco Verratti, og jeg var nødt til at være hundrede procent til stede i alle træningsminutter for at være med – ellers faldt jeg igennem. Det var hårdt, men da jeg ligesom kom over den hurdle, hvor jeg kom i god form og havde vænnet mig til det, gjorde det, at jeg ikke bare udviklede mig til kamp, men også rigtig meget til træning. Jeg lærte at spille mand-mand, det var jeg dårlig til i Danmark. At løbe hurtigt i presset, for ellers spillede de forbi mig. At være mentalt til stede konstant.

– Jeg lærte hele tiden til træning, hvad jeg var nødt til at gøre for at kunne være med og vinde kampen over modstanderen på den anden side. Det var en enormt udviklende periode – og det er det stadig. Teknisk, taktisk og fysisk har jeg aldrig flyttet mig mere end i det første halve år. Det var nogle helt andre aspekter af spillet, jeg nu skulle bruge, siger Matti Lund Nielsen om månederne, da han også blev rykket fra FC Nordsjælland-positionen som 10′ er til at spille på den centrale midtbane med mere defensivt udgangspunkt.

– Det gjorde mig godt, for jeg har aldrig set mig selv som offensiv midtbanespiller. Jeg kan godt lægge op til et mål, og jeg kan også score et, men det er ikke noget, jeg gør i flæng som Christian Eriksen. Jeg har altid set mig som central midt, og derfor var det rart at komme ned på den plads, jeg er bedst på. Det var rart at blive felt-til-felt spiller. Mine kvaliteter kommer mere til sin ret nu med en masse løb.

– Det er mærkeligt, at italiensk fodbold passer ufatteligt godt til mig, men i Italien kan man godt se det smukke i en 0-0-kamp, som er spillet godt taktisk. Jeg kan godt udføre et taktisk løbemønster defensivt og stå rigtigt i en formation og gøre det i 90 minutter. Det er vigtigt at kunne i Italien for at klare sig. For ni måneder siden havde svoret på, at jeg aldrig ville spille i Italien, og havde ikke engang havde lyst til at skulle til udlandet. At det så er det sted i verden, hvor mine fodboldmæssige kvaliteter kommer bedst til sin ret, det er jo så heldigt som noget kan være.

To tragedier på tre uger

Så den lange og hårde tilvænning har givet bonus, hvilket altså har resulteret i regelmæssige startpladser i Serie A, men det var først efter en 6-0-sejr i Padova i april, at Matti Lund Nielsen fodboldmæssigt følte sig helt på plads i Italien. Inden da havde både fodboldholdet og byen Pescara været igennem nogle frygtelige og tragiske uger.

LÆS RESTEN AF HISTORIEN PÅ NÆSTE SIDE

Det begyndte den fredag 30. marts, hvor Pescaras hold var samlet på hotel, inden hjemmekampen mod Bari. Pescara havde i ugerne forinden kun samlet et point i to kampe, da det var blevet til 1-1 mod Brescia samt et forsmædeligt 3-0-nederlag ude mod Ascoli. Så der var krav om en sejr, men det var slet ikke det, der kom til at præge optakten for spillerne, da en sms tikkede ind fredag eftermiddag.

– Vi fik en fuldstændig uvirkelig sms med besked om, at vores målmandstræner var død. På det tidspunkt forstod jeg ikke så godt italiensk, så jeg forstod ikke, han var død, men tænkte at han måtte melde afbud med sygdom af en art. Jeg vidste ikke, det var så slemt. Min værelseskammerat kom ind, og så begyndte han bare at græde. Han forklarede mig, hvad der var sket, og så blev jeg helt paf.

– Træneren, spillerne, præsidenten, alle var kede af det, fordi målmandstræneren var en vellidt person. Der gik 18 timer fra vi fik beskeden, til skulle vi spille en Serie B-kamp hjemme mod Bari. Der var to-tre uger, hvor folk bare var kede af det. Vi tabte vores kampe, fansene var sure på os, vi lå ikke længere til oprykning, og alt begyndte ligesom at smuldre. Hvorfor? Fordi vi skulle spille en kamp dagen efter målmandstræneren var død, fortæller Matti Lund Nielsen om forløbet, der skulle blive værre endnu.

For ikke nok med at Bari-kampen blev tabt med 1-2, ugen efter blev det fulgt op med et nederlag med samme cifre til Varese, og så ventede Livorno i en ny hjemmekamp den 14. april.

Efter kun ét point i fire kampe, var der et ufravigeligt krav om sejr, men endnu gang skulle en ny tragedie fjerne fokus fra fodbolden. Midtvejs i første halvleg ved stillingen 2-0 til Livorno, faldt Livorno-spilleren Piermario Morosino om på banen med hjertestop og kom aldrig til live igen.

– Vi kom bagud 2-0 efter et kvarter, og hele stemningen på stadion var grim på det tidspunkt. Byen og tilskuerne var på nakken af os, og bagud 2-0 begyndte de at være efter os i stedet for at bakke os op. Efter en halv times spil kunne jeg se ud af øjenkrogen, at der var en der gled eller faldt. Det var cirka 30 meter væk fra mig. Jeg kunne se, at min modstander og hele vores egen reservebænk var helt ude af den. Derfra og hvad der så sker, kan jeg ikke beskrive. Man går i choktilstand, fortæller Matti Lund Nielsen om den frygtelige episode, som danskerens svigerfamilie overværede fra tribunen.

– Jeg kan ikke huske så meget, for jeg har fortrængt meget af det, men jeg satte mig på en træbænk lidt derfra og kiggede bare lige ud i luften. Jeg tænkte, at det ikke kunne eller måtte ske. Det var så langt fra den virkelighed, en normal fodboldspiller har inde på banen. Jeg brød spontant ud i gråd og rystede på hovedet. Jeg var i en form for choktilstand og kunne hverken forstå eller acceptere, det der var sket.

– Sådan fortsatte det. Vi gik i bad bagefter, mens han var kørt på hospitalet. Vi tog så hjem, men i mit hoved var jeg ikke rigtig mig selv. Jeg blev ved med at tænke, at det ikke kunne være rigtigt. Det gjorde jeg også bagefter, da jeg vågnede. Jeg havde det egentlig bedst ved ikke at tænke, så jeg sad bare helt tom i hovedet. Jeg var bare hjemme i min lejlighed og lavede ingenting i to døgn. Hvis man krydrer det med, at stemningen var og er barsk på et fodboldstadion i Italien, var det jo en grim, grim oplevelse. Det var en grim dag, som jeg aldrig kommer til at glemme, men som jeg heller ikke har lyst til at tænke på.

– Jeg har aldrig prøvet før, at jeg helt ærlig talt var fuldstændig ligeglad med fodbold. Det eneste jeg havde lyst til, var bare at komme væk og tænke på alt andet end fodbold. Jeg har aldrig prøvet før, at jeg helt umotiveret bare begyndte at græde, fordi jeg bare tænkte, at det her ikke kunne ske. Man skal holde det sammen med, at vores målmandstræner døde ugen inde af et hjertestop, så det var nogle hårde uger.

– Jeg havde lyst til at holde 14 dages fri, og så bagefter finde ud af, om jeg overhovedet havde lyst til at spille. Problemet var bare, at sådan var virkeligheden ikke, for fire dage senere skulle vi spille en ny udekamp, så man fik ikke lov til at trække stikket ud.

– Det satte mine prioriteter lidt bedre på plads. Det kan godt være, der er mange tilskuere, og det kan godt være, at det vi laver, udadtil er vigtigt for en masse mennesker, men det er stadig ikke så vigtigt. Det var en uhyggelig oplevelse, der lærte mig, at jeg kan også få nok af fodbold. Man skal passe på med at sige, at jeg har vendt det til noget positivt, for det var en skrækkelig oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Men hvis jeg skal sige, jeg tog noget med mig, lærte jeg om mig selv, at selv jeg kan få nok af fodbold. Den oplevelse har jeg ikke haft før. Det lærte jeg lige præcis i det øjeblik, hvor jeg mest af alt havde lyst til at tage flyveren med kæresten hjem.

Forløsning og oprykning
Paradoksalt nok var den uhyggelige oplevelse mod Livorno samtidigt Pescaras sidste nederlag i Serie B.

Ugen ventede oprykningskonkurrenterne fra Padova på udebane, men det der lignede endnu en vanskelig udfordring, endte som en forløsning.

– I mere tre uger havde vi kun fået nederlag, og nu fik vi pludselig en god oplevelse. 6-0 er altid en stor sejr, men ude mod Padova, der også kæmpede om oprykning, var en endnu større sejr. Da fik vi en positiv oplevelse, og så så vi os ikke tilbage siden, fortæller Matti Lund Nielsen om kampen, der var den første af seks sejre i træk, som kulminerede med en 3-1-sejr over Sampdoria i næstsidste spillerunde.

Den sejr sikrede oprykning en uge før, sæsonen sluttede med en sejr over mod Nocerina – det første hold,Matti Lund Nielsen overværede en kamp i januar.

Men det var 6-0-kampen i Padova den 20. april, der lagde grunden til oprykningen, og det var også efter den kamp, Matti Lund Nielsen fodboldmæssigt følte sig endeligt på plads i Italien.

– Jeg scorede et mål, og hvis man kender Zeman, vil man vide, at det var et typisk Zeman-mål. Verratti lagde den ind over en forsvarsspiller til mig, som var løbet dybt, tog den ned første gang og sparkede den ind med en inderside.

– Med det mål begyndte jeg at forstå, hvad det her gå ud på. Det var en forløsning i sig selv, og det var en enorm lykke at vinde den kamp. Også for byen. Min nabo i bygningen over for havde sat et stort skilt op på sit vindue, hvor der stod “Grazie, Matti”.

Den senere oprykning til Serie A skabte kæmpe eufori i Pescara, og billederne fra jubelscenerne i byen minder om den danske jubel efter EM 1992. Hvis ikke større. Mage til scooter-larm, vilde tilskuere, romerlys og en generel glædesrus og fælles manifestation, skal man lede længe efter.

Også for Matti Lund Nielsens daværende træner Zdenek Zeman, var det en triumf og et mesterværk. Men den markante træner tog ikke triumfen så højtideligt.

– Det med at juble er ikke noget, han går så meget op i. Det er sjovt at se, at selv om vi scorede 90 mål i oprykningssæsonen, jublede han ikke under et eneste af dem. Han er glad for at vinde, men det er ikke noget, han viser udadtil.

– Til vores oprykningsfest havde alle taget pænt tøj på, og alle havde gjort sig lidt smarte. Men Zeman mødte op i et par løbesko, et par slidte jeans samt en skjorte med en T-shirt uden på, hvor der stod ” Pescara er rykket op i Serie A”. Og så satte han sig ellers helt køligt ovre i et hjørne og røg nogle smøger og hyggede sig uden at lave mere eller mindre fokus på sig selv, fortællerMatti Lund Nielsen, der var glad for at have Zeman som chef.

– Zeman var for mig en berigelse. Han var den helt rigtige for mig på det tidspunkt. Jeg kom fra en trænerstab, der var meget hjælpsom, støttende, pædagogisk og omsorgsfuld. Det var Hjulmand, Pedersen, Zangenberg og Strudal, som jo i den grad tager folk ind under sine vinger. Det er jo fantastisk, men jeg må nok erkende, at jeg vænnede mig lidt for meget til det. Det var en berigelse at få en træner, der i den grad var i den anden grøft.

–  Zeman havde man intet personligt forhold til, og man havde mindre end nul kontakt til ham. Det første indtryk, jeg fik, var efter fire dage, hvor jeg for første gang hilste på ham. Det i sig selv kan godt virke skræmmende for en utryg dansker, der kom ned til et sted med mange fordomme og er paranoid. Det viste sig, at det var det eneste rigtige for mig. Jeg vænnede mig til, at der ikke var noget at komme efter. Man kunne ikke spørge om noget, for det gør man ikke. Det handler om at spille og lade det ligge bagefter. Hvis han er utilfreds med noget, råber han det til en, men hvis ikke, så spil. Det var lige, hvad jeg havde brug for, fortæller danskeren, der også har det godt med chefen efter skiftet til Giovanni Stroppa.

– Han er meget samme type som Zeman. Alle trænere er forskellige, men det er de samme karakteristika, de har for deres fodboldspil og ideer. Det er samme måde, man titulerer dem på. For mig har forandringen ikke været så stor, og jeg nyder meget at have Stroppa. Han gør noget godt for vores hold, og i sidste ende lyver resultaterne heller ikke. Der var måske ikke mange, der troede at Pescara ville ligge, hvor vi gør nu, og det er også hans fortjeneste.

Også fodboldmæssigt har Matti Lund Nielsen lært meget af både Stroppa og Zeman, der som bekendt kun kender en vej i fodboldverdenen: Fremad.

– Det lærte mig enormt meget. I Danmark tog jeg ikke så mange chancer i mit spil, fordi jeg ikke ville lave fejl og have kritik. Nu mødte jeg en træner, som rent faktisk blev sur, hvis jeg spillede sikkert. Det gjorde han også, hvis det mislykkedes, men han ville hellere have, at jeg prøvede at spille rigtigt end at spille alibi-fodbold. Nu fik jeg pludselig en træner, der forlangte, at jeg kiggede efter angriberen og spillede dybt. Det var godt for mig at få en, der forlangte, at jeg tog risici i mit spil, så jeg spiller for at vinde kampene i stedet for at spille for undgå fejl.

Mere end en fodboldspiller
Netop det at turde spille med risici og turde lave fejl har Matti Lund Nielsen længe arbejdet med. Allerede for et år siden fortalte han i Tipsbladet om sit samarbejde med mentaltræneren Nikolaj Bonde Korsgaard, der har lært perfektionisten Matti Lund Nielsen at acceptere fejl. De to har fortsat samarbejdet i Italien, hvor Korsgaard senest var på besøg i begyndelsen af oktober.

– Der er mange, der tror en sportspsykolog er der til at hjælpe med at forbedre præstationerne på banen. Det er han også, men i mit tilfælde har Nikolaj ligeså meget været der til at hjælpe mig uden for banen, fortæller Matti Lund Nielsen om samarbejdet, der begyndte i kølvandet på en 0-0-kamp mellem FC Nordsjælland og AaB den 29. august 2010.

– Jeg havde brændt nogle chancer, og vi havde spillet 0-0 hjemme mod AaB. Det var ikke nogen katastrofe, det var fint nok, men jeg havde svært ved at håndtere det. Jeg havde svært ved at håndtere kritikken fra medierne bagefter. Jeg lod mig gå på af det personligt, og jeg blev personligt påvirket af, hvordan det gik på banen. Jeg var glad, når vi vandt, og jeg var virkelig ked af det, når vi tabte. Jeg blev ked af det, når jeg fik kritik af medspillere, trænere eller medier. Jeg tog det til mig. I den sammenhæng kunne jeg godt se, at det ikke fungerede.

Matti Lund Nielsens far kendte en sportspsykolog, og da sønnen på det tidspunkt ikke tjente så mange penge, tilbød faren at betale nogle møder med Nikolaj Bonde Korsgaard.

– Superligaen er ikke en speciel hård verden – i forhold til her hvor jeg er nu, var det en blød verden. Men dengang var det en hård verden for mig, og jeg havde nogle problemer, jeg skulle gøre op med. Vi lagde grundstenene til arbejdet i Danmark ved at tale om, at jeg er meget andet end fodboldspiller. Jeg havde ikke svært ved at sige det eller forstå det, men mere med at leve efter det. Det var først, da jeg kom herned, at jeg virkelig forstod det. Det gik mere op i en højere enhed i forhold til selvtillid, tro på mig selv og andre værdier. Jeg fik succeskriterier, der gjorde det lettere at lykkes. På så kort tid har jeg formået at snakke sproget og kan begå mig. Det giver mig selvtillid at finde ud af, at jeg er stærk nok til at stå på egne ben, fortæller den 24-årige fynbo, der tvivler på, at han var nået lige så langt uden samarbejdet med mentaltræneren.

– Det er hypotetisk at tænke på, og jeg var måske nok nået lige så langt inde på fodboldbanen. Uden for banen var jeg ikke. De ting hænger sammen, men det er vigtigt at pointere, at inde på fodboldbanen er det min fortjeneste, men uden for banen var jeg ikke der, hvor jeg er personligt nu, uden Nikolaj, fastslår han.

Men det er ikke kun samarbejdet med mentaltræneren, der har ført ham til erkendelsen af, at fodbold ikke er alt. Under opholdet i Italien har han læst den anmelderroste og aldeles fremragende bog om den tyske målmand Robert Enke, der endte med at tage sit eget liv efter at have døjet med personlige problemer ovenpå forventningspresset.

– For det første tror jeg, at der er mange fodboldspillere, der kan genkende sig selv i den bog. Den giver et utrolig ærligt indblik i, hvad det også vil sige at være fodboldspiller. Det giver et andet billede end Zlatan Ibrahimovics bog. Det er et bedre billede for fodboldspillere at læse om. Den er måske ikke så underholdende, men den er meget lærerig.

– Den fik mig til at stoppe og tænke, hvad jeg egentlig kan lære. Jeg fik det ud af det, at ikke nok med, han var hård ved sig selv, han var i den grad også hård ved sine omgivelser. Dem det tog værst på, var hans nærmeste. Det slog mig, hvor rigtigt det er, og hvor forkert det er, at dem det går mest ud over, er dem, som vil én det bedste. Men der lærte jeg, at det ikke kun går ud over mig, når jeg lader mig gå på af fodbold, når jeg bliver deprimeret eller trist efter en fodboldkamp. Det går også ud over min kæreste, min familie og min far, der skal høre på, at jeg brokker mig bagefter.

– Jeg vil godt kunne leve med at slutte min karriere og tænke okay, du var hård ved dig selv. Men jeg vil ikke kunne leve med, at jeg også var hård ved min kæreste, far, familie og mine børn. Der gik et lys op for mig og fik mig til at indse, at det skulle ændres. Det var jeg i gang med, men det gik op for mig, at det ikke holder. Det er ikke bare noget, jeg skulle ændre for at blive bedre, det var reelt forkert. Den bog var en enorm inspiration.

– Det slog mig også, at der var en masse fodboldspillere efter karrieren, der bliver spurgt om, hvad de ville ændre, hvis de fik chancen. Der er ikke mange, der svarer, at de ville lave ti indlæg mere om dagen, spist flere ris eller taget flere armbøjninger i styrkelokalet. De siger alle sammen, at de ville have nydt det mere. Det er på tide for mig at lytte til, hvad de siger og tage ved lære af, at andre har begået fejl. På den måde undgår jeg at stå som 35-årig og tænke, at jeg skulle have nydt det mere i stedet for at ræse derudaf efter et eller andet succeskriterium om at nå længst muligt, spille flest kampe, tjene millioner og dit og dat. Jeg vil se tilbage på en karriere, hvor jeg tænker, ” hold kæft hvor var det fedt”.

Serie A var aldrig drømmen
Så han nyder livet i Italien i fulde drag, hvilket man også får indtryk af gennem tre dage i hans selskab. Inde på banen får han spilletid og uden for har han ikke oplevet nogle af de skrækscenarier, andre danskere har kunne fortælle om Italien.

Jovist, strømmen gik en af dagene, men det var vist ikke med vilje, og den mærkeligste oplevelse har begrænset sig til et mindre sammenstød i bil, hvor den påkørte i stedet for at udveksle forsikring blot satte kofangeren på plads igen og kørte videre. Han får spilletid, han kan sproget og han er faldet godt til. 

Kort sagt lever han drømmen – eller hvad? 

– Det kan godt være, at jeg lever i et drømmeland med meget spilletid i en top fire liga, og fodboldmæssigt ser fantastisk ud. Men oppe i mit hoved er jeg ikke samme sted. Mit succeskriterium er stadig at kunne vende hjem til Danmark og få en kontrakt bagefter. Hvis jeg kan det, har det været en succes, og jeg har endda fået en masse penge ud af det, mens jeg også har fået nogle fede oplevelser og mødt nye mennesker.

 Så selv om der har været rygter om interesse fra Napoli, står et skifte til en større klub ikke højt på ønskesedlen.

– Jeg kan sige med hånden på hjertet, at det ikke er noget, jeg drømmer om. Det er ikke noget, jeg bruger energi på. Jeg har det godt, hvor jeg er nu, og jeg føler også, at jeg har fundet mit rigtige leje. Det er ikke Napoli eller Juventus. Det er jeg realist nok til at se. Det ville være fantastisk, hvis det skete, men jeg har hverken forhåbninger, forventninger eller drømme om, at det sker.

– Man kan godt sige til mig, at jeg lever drømmen, men det har bare aldrig været min drøm at spille i Serie A. Jeg har drømt om at spille i Superligaen, og jeg har aldrig troet, at jeg skulle til udlandet at spille. Jeg kom bare i en situation, hvor jeg på en måde blev sendt til udlandet, fordi jeg ikke kunne finde en klub i Danmark. Det har vist sig at være heldigt.

Det er nu ikke fordi, han er ligeglad. Han elsker at spille i Serie A, og han går mere op i kampene end nogensinde før, fordi han kan mærke, hvor meget betyder for fansene. Men han spiller ikke for en ny kontrakt i en større klub. Tværtimod.

– Jeg har fået min realitetssans sat på plads, så jeg nu ved, at hvis jeg har to-et-halvt fede år i Pescara med nogle gode oplevelser og får tjent nogle penge, så er det lige så stor en succes at vende hjem til Superligaen bagefter. Der er ikke noget, jeg hellere vil, når jeg er færdig med at spille i Italien, end at vende hjem til OB eller Vejle, så jeg kan studere og læse samtidigt mens jeg spiller fodbold. Det er min drøm. Det er ikke min drøm at spille ti år i Serie A. Min drøm er, at jeg skal have nogle gode år her.

– Da jeg tog herned var jeg lidt knækket, for jeg kunne ikke få nogen ny kontrakt, jeg havde ikke nogen stor succes, det gik ikke særlig godt. Nu tænkte jeg: ” Ok, nu tager du til Italien, får det bedste ud af det, og så må du vende hjem igen, når du vender hjem.” Da jeg tog herned håbede jeg på det bedste, frygtede det værste og forventede vel egentlig også det værste.

– Jeg forventede, jeg ville vende hjem relativt hurtigt igen. Jeg tænkte lidt uden for den normale ramme for en fodboldspiller i udlandet. Hvad kan du få ud af det her menneskeligt og oplevelsesmæssigt? Hvad kan du vinde ved at tage herned at være, for du skal alligevel nok hjem igen om et halvt eller helt år. Hvorfor skulle jeg kunne klare mig i Italien? Jeg fokuserede på at lære, hvad jeg kunne lære i form af sprog, oplevelser, tage til Rom og Napoli med kæresten samt være sammen med de venner, jeg fik på holdet.

– På den måde lærte jeg, at jeg nok var en dygtig fodboldspiller og gjorde det super godt på banen, men det er ikke det, der definerer mig længere. Det der definerer mig, er, at jeg bor i Italien med stort I, jeg er hjemme to gange om året, jeg taler italiensk med italienske venner og får det kultur, jeg kan få ud af det.

– Jeg har fundet ud af, at jeg gerne vil læse historie, når jeg er færdig med fodbold. Jeg vil gerne gymnasielærer med historie som hovedfag. Jeg har fundet ud af, hvad jeg interesserer mig for og har lyst til. Alt det er jo det vigtigste for mig, for det var den indgangsvinkel, jeg havde, da jeg tog herned, siger han om interessen, der illustreres med den seneste udgave af Historiebladet, som ligger fremme på stuebordet i lejligheden.

– Hvis jeg skal beskrive mig selv, vil jeg sige, at jeg er en dansker, der er taget til Italien på udviklingsrejse. Det fede er bare, at jeg får lov at spille i Serie A. Det betyder ikke, at jeg går mindre op i det, for jeg træner med alt hvad jeg kan, men faktum er, at jeg ser mig selv som udviklingsrejsende i et nyt land, hvor jeg får nogle fede oplevelser og møder nye mennesker.

– Oveni alt det menneskelige, jeg har vundet og som jeg vinder, får jeg nogle nye indgangsvinkler til, at jeg ikke er bange for andre mennesker mere. Selv dem som jeg var rigtig bange for for ni måneder siden, er jo dem jeg har det bedst sammen med nu. Så jeg har vundet ufatteligt meget menneskeligt. Samtidigt får jeg lov at spille ved Serie A og tjener mange penge ved det. Så det er win-win-win.

– Jeg forbereder mig fantastisk. Jeg spiser rigtigt, sover rigtigt, træner rigtigt lever rigtigt. Jeg gør alle de rigtige ting, man kan gøre for at optimere det. Det gjorde jeg også tidligere, for det har jeg altid gjort. Forskellen er bare, at jeg får så meget uden for banen, der giver mig så meget værdi, at det er fedt. Det har givet mig en styrke til at definere mig som andet end fodboldspiller. Det manglede jeg i Danmark.

– Så jeg er da stolt og meget overrasket over, at det er gået så godt. Jeg er meget overrasket og lykkelig over, at det valg, jeg tog i vinter med så lidt baggrundsviden og et ukvalificeret valg med så mange fordomme, at de blev gjort til skamme. Jeg frygtede, at mit liv kunne være godt i en helt anden retning, så jeg er lykkelig og stolt over det. Man kommer ingen steder i Italien, hvis man ikke kan levere, når man får chancen. Italien er et super fedt land, hvis man kan finde ud af at slå til, når man får chancen. Sådan er det.