Jeg er ingen "bad guy"
Men selv om Joseph Elanga efterhånden har været midtpunkt i uheldige episoder uden for banen, mener han ikke selv, at han har problemer med disciplinen.
"Ofte er det min attitude, som folk i Skandinavien ikke forstår. Vi kommer fra forskellige lande og opfører os forskelligt. Folk opfatter nogen gangen min måde at være på sådan, at de syntes, jeg er en skidt person. Jeg har aldrig været bange for at sige min mening i modsætning til mange folk i Skandinavien, som ikke er særligt åbne og ikke kommer ud med deres mening."
Med en stribe sager med uheldig omtale er Joseph Elanga godt klar over, at hans renommé er blevet grundigt flosset i både Sverige og Danmark.
"Det værste ved at være fodboldspiller kan tit være pressen. Når pressen overvejende skriver dårlige ting om dig, vil dit omdømme tage skade, og folk vil tro, at du er en "bad guy". Folk omkring mig og jeg selv ved, at det ikke er rigtigt. Det er grunden til, at jeg gennem længere tid har holdt afstand til pressen. Jeg har valgt at beskytte mig selv."
Aldrig mere Skandinavien
At Elanga er på salgslisten i Brøndby og er helt uden for udsigt til spilletid, er ikke noget, der umiddelbart går ham på. Troen på egne evner er intakt, og allerede i januar sagde Elangas agent, Bayram Tutumlu, at flere klubber var interesseret i at købe venstre backen.
"Det er også rigtigt nok, men flere af klubberne var fra Skandinavien, og jeg ønsker ikke længere at spille her. Jeg har fortalt min agent, at Brøndby skal være min sidste klub i Skandinavien. jeg har været her i syv år, jeg fylder snart 28 år, så nu er det tid til at finde en liga, der er lidt større end den svenske og danske."
Brøndbys officielle holdning til Joseph Elanga er, at han er på lige fod med holdkammeraterne men bare ikke er i betragtning til holdet i øjeblikket. Venstre backen er dog ikke helt uden kampe i benene. For et par uger siden spillede han en kamp på reserveholdet, men han erkender, at situaitionen ikke er den mest gunstige, når man skal forsøge at sælge sig selv til en ny klub.
"Jeg ved, at jeg er i gang med et meget svært forløb lige nu. Jeg forsøger at holde humøret oppe og blive ved med at træne for at blive bedre. Jeg bliver i Brøndby frem til sommer. Jeg har det stadig godt i klubben, har mange venner i truppen og håber på det bedste for Brøndby - også selv om jeg ikke spiller. Til sommer håber jeg at finde en løsning, der er god for både Brøndby og mig. Jeg er godt tilfreds med min tid i Skandinavien og har vundet det svenske mesterskab med Malmö, så på den baggrund er jeg stolt af mig selv."
Klik videre for at få et overblik over "Elangas liv på kanten"