Oliver Christensen er rykket ud af Bundesligaen med Hertha BSC, men det kan være, at 'Gribben' ikke tager turen med ned i 2. Bundesliga.
For danskeren er ifølge mediet Berliner Kurier et emne i Premier League-klubben Brighton, som har været den største overraskelse i denne Premier League-sæson.
Her står klubben til at miste keeper Robert Sanchez, der er utilfreds med at have mistet sin startplads til Jason Steele, og hans mulige afgang skulle altså være danskerens indgang.
Brighton vil ifølge mediet betale 4,5 millioner euro for Oliver Christensen, der kom til Hertha BSC fra OB for to år siden. Det svarer til 33,5 millioner kroner.
Det er bestemt ikke utænkeligt, at Brighton lykkes med at hente den danske keeper. Hertha BSC er i store økonomiske problemer, som ikke ligefrem er blevet bedre efter nedrykningen.
Hvorvidt Oliver Christensen i så fald bliver hentet ind for at være førstemålmand er lidt mere tvivlsomt. Danskeren sluttede sæsonen godt af for hovedstadsklubben, men præstationerne i starten af sæsonen var ikke blændende. Spørgsmålet er, om Brighton tør at satse på det, eller om planen er, at Christensen skal købes ind til fremtiden.