Brighton er før gået på rov i FC Nordsjælland, hvor man har hentet Simon Adingra, og nu gentager Premier League-klubben succesen.
Det skriver The Athletic.
Mediet erfarer, at Brighton er blevet enige med FC Nordsjælland om at købe kantspiller Ibrahim Osman for omkring 145 millioner kroner. Han har angiveligt allerede bestået sit lægetjek, inden skiftet kan offentliggøres.
Transfervinduet i både England og Danmark er som bekendt lukket, og derfor kan 18-årige Ibrahim Osman først til sommer tilslutte sig sine holdkammerater i Brighton.
Tipsbladet kunne allerede i januar berette om interesse fra Brighton, og nu er de altså lykkedes med at sikre sig ghaneserens underskrift efter et kaotisk transfervindue, hvor et agent-kaos ødelagde hans mulige transfer til West Ham.
Ibrahim Osman har meget begrænset erfaring på seniorniveau, og derfor kan man sagtens forestille sig en model, hvor Brighton udlejer ham til Royal Union SG i Belgien, der har samme ejer.
Det var den samme model, man lavede med Simon Adingra, der nu er en profil i Brighton. Simon Adingra skiftede fra FC Nordsjælland til Brighton i sommeren 2022.
Ibrahim Osman har optrådt 27 gange for FC Nordsjælland, men har på vegne af sit enorme potentiale allerede nu sikret sig et kæmpeskifte til udlandet, når de sidste detaljer falder endeligt i hak.
Tipsbladet forsøger at få en kommentar fra sportsdirektør i FC Nordsjælland, Jan Laursen, og Brightons ejer, Tony Bloom.