I begyndelsen af december var det Arsenal og Dortmund, der lignede favoritterne til at hente Christian Eriksen.
I fodboldens verden kan tingene dog hurtigt ændre sig, og i skrivende stund er det en tredje klub, der er storfavorit til at hente danskeren på vinterens transfermarked.
Pilen peger mod Paris
Tidligere i december havde den italienske bettingvirksomhed SNAI således sat odds 6,5 på, at Christian Eriksen spiller for Paris Saint-Germain, når vi er nået frem til februar. Det odds er nu styrtdykket til 1,85, lyder det fra AgiproNews.
Det er utvivlsomt parisernes ansættelse af Christian Eriksens mangeårige chef i Tottenham, Mauricio Pochettino, der har spillet en stor rolle i denne udvikling. I skrivende stund vides det dog ikke, om argentineren rent faktisk har tænkt sig at hente Eriksen til Paris. Pochettino er således stadig ikke blevet officielt præsenteret.
Oddset på, at Eriksen stadig spiller for Inter til februar, er til gengæld gået fra 2 til 4, efter at Inter-bossen Giuseppe Marotta har meldt direkte ud, at danskeren skal sælges. Oddset på et skifte til Roma er gået fra 10 til 18, mens oddset på et Arsenal-skifte er gået fra 5 til 6. Oddset på et skifte til Dortmund er gået fra 5 til 10, mens oddset på et skifte til Manchester United fortsat er 10.
Hvor spiller Christian Eriksen i februar 2021? (odds i parentes)
PSG (1,85)
Inter (4)
Arsenal (6)
Manchester United (10)
Dortmund (10)
Roma (18)