Video : Tipsbladet
Rygter

Eriksens drømmeskifte kan gå i vasken: Pochettino foretrækker måske englænder

Christian Eriksen rygtes til PSG, men skiftet kan først komme på plads, når Mauricio Pochettino er landet i klubben. Og argentineren foretrækker måske en anden tidligere Tottenham-spiller over danskeren.

Ifølge flere fremtædende italienske medier er Christian Eriksen på vej til Paris Saint-Germain som en del af en byttehandel, der skal sende Leandro Paredes til Inter. 

Pariserne står til at præsentere Mauricio Pochettino som klubbens nye cheftræner ganske snart, og ifølge den italienske avis Corriere dello Sport kommer der ikke en afgørelse på Christian Eriksens fremtid, før Mauricio Pochettino har haft tid til at tage bestik af situationen. 

- Inter venter på Pochettinos ansættelse som ny cheftræner i PSG og på enhver indikation på interesse i Christian Eriksen fra den parisiske klub. Men hvad danskerens uundgåelige exit angår, så arbejder Marotta og Ausilio (Inter-bosser, red.) ikke kun på den franske løsning, skriver Corriere dello Sport. 

- Både fordi argentineren ønsker at evaluere sin trup nøje (inklusive Paredes, som Inter har et godt øje til), og fordi Pochettino også er beundrer af en anden af sine tidligere spillere, Dele Alli, som er røget på kollisionskurs med Mourinho. 

Dele Alli har da også flere gange været rygtet til Paris Saint-Germain i den seneste tid. Derudover har der været rygter om, at Pochettino vil forsøge at hente Paulo Dybala i Juventus.