FC Københavns forsvar har været under hårdt pres af særligt skader, og det forsøgte man angiveligt at komme i forkøbet sidste sommer.
Ifølge agenten Florin Vulturar bød FC København nemlig på den sydafrikanske forsvarsspiller Siyabonga Ngezana.
- Han havde (tilbud, red.) fra Ferencvaros, FC København og Sheriff. Tilbuddet fra Sheriff kom før det fra FCSB. I sidste ende lykkedes det os at få ham til FCSB, siger han i tv-programmet Fanatik Superliga, skriver mediet Fanatik.
Forsvarsspilleren skiftede, som Florin Vulturar fortæller, til FCSB i Rumænien fra Kaizer Chiefs i hjemlandet. Siden skiftet har han været en stor profil i FCSB og sikret klubben sit første mesterskab i ni år.
Det er faktisk ikke første gang, at Florin Vulturar fortæller, at FC København har været ude efter spillere, som han hjælper. Tidligere på foråret sagde han nemlig i et interview med Orange Sport, hvorfor den ghanesiske højre back Nana Antwi valgte FCSB foran blandt andre FCK og Ferencvaros.
FC København har til denne sæson styrket defensiven med Birger Meling, mens man i januar hentede Scott McKenna på en lejeaftale. Til sommer vil defensiven formentlig være et af de steder, hvor man igen vil kigge på at forstærke sig.
David Khocholava og Nicolai Boilesen sidder ude med skader, mens der endnu ikke er truffet en afgørelse omkring Scott McKenna, der har udløb efter sæsonen. Det efterlader FCK med Kevin Diks og Denis Vavro.
I første omgang har man dog fuld fokus på Superligaen, hvor FC København skal forsøge at genvinde det danske mesterskab for tredje år i streg.