Video : Tipsbladet
La Liga

Zidane freder skuffende stjernespiller: Vi holder fast i ham

Real Madrids belgiske stjerne Eden Hazard har haft det svært, siden han kom til klubben i 2019 fra Chelsea.

Real Madrids træner, Zinedine Zidane, erkender, at holdets belgiske stjernespiller Eden Hazard mangler selvtillid.

Det siger han, efter at Hazard torsdag aften leverede endnu en anonym indsats, da Real Madrid tabte til Athletic Bilbao og røg ud af den spanske Super Cup.

- Han har brug at få selvtilliden tilbage ved at spille en god kamp eller score et mål. Vi ved, hvor god en spiller han er, og vi er nødt til at være tålmodige med ham, fordi han arbejder hårdt, siger Zidane.

Belgieren er Real Madrids største indkøb nogensinde. Han har i denne sæson blot scoret to mål i alle turneringer, og mod Bilbao så han aldrig rigtig farlig ud, ligesom det også var tilfældet, da Madrid mødte Osasuna i weekenden.

Læs også:Real Madrid taber og misser Super Cup-finale

- Vi står bag ham, og vi må give ham tid. Fansene ønsker at se den bedste version af Eden. Vi holder fast i ham, og han ønsker virkelig at forbedre sig. I dag (torsdag, red.) var det ikke kun Edens skyld. Vi er alle i det her sammen, siger Zidane.

Han tilføjer, at han ikke er vred over holdets exit fra Super Cuppen, selv om Real Madrid vandt turneringen sidste år.

- Det er ikke en fiasko. Du kan ikke vinde hver eneste kamp.

- Vi ved, at der kommer til at være en masse ekstern larm efter det her, men vi fortsætter bare med at fokusere og arbejde hårdt, siger franskmanden.

Læs også:Medier: Schalke vil hente Klaas-Jan Huntelaar tilbage

Real Madrid spiller næste gang onsdag, når holdet møder lilleputklubben CD Alcoyano i den spanske pokalturnering Copa del Rey.

Søndag møder Athletic Bilbao FC Barcelona i finalen i Super Cuppen.

/ritzau/Reuters

Læs også:Real Madrid udlejer dyrt flop

Læs også:Braithwaite blev ofret først i kæmpe Barca-drama: Klar til finalen

Læs også:Onsdagens rygtebørs: Barcelona overvejer Manchester City-stjerne