Eden Hazard fortsætter med at være uheldig i Spanien.
Real Madrid meddeler på sin hjemmeside, at den belgiske stjerne igen må sidde ude i en periode som følge af en skade.
Læs også:Endelig betaler Barcelona: Braithwaite måtte vente længe på lønnen
Der er tale om en muskelskade i det venstre ben, og klubben meddeler ikke noget om, hvornår de regner med at have Eden Hazard til rådighed igen. Til gengæld meddeler blandt andre avisen Marca, at der venter en pause på tre til fire uger.
Dermed er det altså sandsynligt, at den 30-årige offensivspiller misser Real Madrids første kamp mod Atalanta i Champions Leagues ottendedelsfinaler. Den kamp spilles om små tre uger, den 24. februar.
Eden Hazard har generelt været hårdt plaget af skader i den spanske kongeklub, som købte ham fra Chelsea i sommeren 2019.
Siden skiftet har belgieren spillet i alt 35 kampe med fire mål til følge. Alene i den indeværende sæson har han været ramt af et par forskellige skader samt coronavirus, hvorfor det hidtil kun er blevet til 13 kampe.
Læs også:Topscorer, mester og skuffelse: Så ringe var vi til at forudsige Superligaen
Læs også:Finnbogason var låst: Kunne ikke skifte til ny Superliga-klub