Denne sommer har rygterne om en retur til Barcelona for Neymars vedkommende fyldt en del, og det bliver de givetvis ved med at gøre resten af sommerens transfervindue.
Senest har Barcelona-profilen Gerard Pique kommenteret på rygterne ved et pressemøde forud for catalanernes kamp mod Napoli.
- Jeg tror, at det ville være en operation, der ville være meget kompliceret. Han er PSG-spiller, men jeg ville være meget tilfreds med at have ham her, siger han og fortsætter:
- Det er dog op til Neymar at sige noget offentligt. Selvfølgelig taler vi med ham, men det er ikke passende at fortælle om private samtaler. Det er ham, der skal sige noget, lyder det fra Pique, som slår fast, at brasilianeren både er en stjerne på og udenfor banen.
Derudover kom Pique også ind på Barcelonas store indkøb i denne sæson i form af Antoine Griezmann, som han håber på store ting fra på Camp Nou i fremtiden.
Neymar spillede i Barcelona sammen med Gerard Pique i perioden mellem 2013 og 2017, hvor de sammen vandt blandt andet Champions League. Siden skiftede Neymar til Paris Saint Germain for 1,65 milliarder kroner som verdens dyreste spiller nogensinde.