Lionel Messi har været hos FC Barcelona i hele sin professionelle fodboldkarriere, og de spanske mestre ser gerne, at det fortsætter helt indtil argentineren lægger støvlerne på hylden. Og efter.
Således barsler FC Barcelona med at tilbyde Messi en kontrakt, der meget vel dækker resten af hans aktive karriere. Det fortæller det spanske medie Cadena Ser.
Ifølge mediet vil Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu give Messi en kontrakt til efter VM i 2022. Til den tid vil være Messi være fyldt 35 år.
Oven i vil Barcelona ifølge Cadena Ser tilbyde Messi en kontrakt, der går ud over fodbolden på banen. En kontrakt, der angiveligt inkluderer, at Messi-brandet og dermed Messis image-rettigheder bliver bundet sammen med FC Barcelonas ditto i mindst 10 år frem.
Messis nuværende kontrakt med FC Barcelona løber til sommeren 2021. Den blev senest forlænget i november 2017.