La Liga har været sat på pause siden 12. marts, men snart kan den bedste spanske række genoptages.
Tidligere på ugen fik den spanske liga grønt lys fra myndighederne til at genoptage sæsonen den 8. juni, men da det er en mandag, vil der formentlig først spilles kampe senere på ugen. Det bekræfter La Ligas præsident, Javier Tebas, nu også.
Han peger således på torsdag den 11. juni som en mulig startdato.
- Målet er at kunne præsentere de første fire spillerunder i næste uge. Der er en mulighed for, at der er en kamp den 11. juni, som ville være den eneste kamp den aften, og måske vil der være en hyldest til alle de mennesker, der er døde, siger Javier Tebas ifølge Sky Sports til Movistar.
La Liga-chefen håber endvidere på, at man kan sparke ligaen i gang igen med derbyet mellem Sevilla og Real Betis den 11. juni.
- Jeg håber, at den dato kan bekræftes, og vi vil gerne have, at kampen er Sevilla-derbyet, som starter klokken 22, siger Javier Tebas.
Der er spillet 27 runder af La Liga, og FC Barcelona fører rækken med to point ned til Real Madrid med 11 spillerunder igen. Sevilla er desuden på tredjepladsen, mens Real Betis er nummer 12.