Den engelske landsholdsspiller Kieran Trippier er udelukket fra al fodbold i ti uger for brud på bettingreglerne.
Samtidig har Atlético Madrid-backen fået en bøde på 70.000 pund (cirka 568.000 kroner).
Det meddeler Det Engelske Fodboldforbund (FA) onsdag.
30-årige Tripper nægter at have forbrudt sig mod den paragraf, forseelsen omhandler, og havde udbedt sig en personlig høring, skriver Reuters.
Høringen fandt sted i oktober, hvorfor Trippier trak sig fra landsholdstruppen før kampen mod Danmark.
Dengang lød forklaringen, at han forlod truppen "af personlige årsager".
Trippiers brud på paragraf E8(1)(b) i FA's regler fandt sted i juli 2019.
- Et uafhængigt panel blev udpeget til høringen, hvor fire af de påståede regelbrud blev fundet bevist, og tre blev afvist, i den efterfølgende personlige høring, lyder det i FA's meddelelse.
Kieran Trippier har hævdet, at han aldrig har profiteret af betting, og han har også afvist, at andre har gjort det på hans vegne.
Men straffen står altså ved magt og træder i kraft med øjeblikkelig virkning
- Karantænen, som gælder al fodbold og alle fodboldrelaterede aktiviteter, er verdensomspændende og gælder fra onsdag 23. december, lyder det fra FA med tilføjelsen, at karantænen skal godkendes af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
I sin meddelelse henviser FA til paragraf E8(1)(b), men i selve regelbogen hedder paragraffen E8.1.2.
Paragraf E8.1.1. omhandler spil på kampe.
E8.1.2. lyder, at en deltager hverken direkte eller indirekte må sætte penge på eller instruere, tillade, forårsage eller gøre en anden i stand til at sætte penge på "ethvert andet forhold relateret til fodbold ethvert sted i verden, for eksempel og uden begrænsning til spillerhandler, manageransættelser, holdudtagelser og disciplinære forhold."
I juli 2019, hvor lovbruddet er foregået, skiftede backen fra Tottenham til Atlético Madrid.
FA meddeler, at begrundelsen for straffen vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt.
/ritzau/