Real Madrid skulle snuble hjemme mod Villareal, og FC Barcelona skulle samtidig hente point mod Osasuna, hvis ikke det spanske mesterskab skulle afgøres torsdag aften. Og det blev det. Real Madrid skulle ikke bruge nogen hjælp, da de selv sørgede for at hive pokalen i land med en 2-1-sejr.
Sejren blev grundlagt allerede i første halvleg på et mål af Karim Benzema. Samtidig kom Osasuna foran mod FC Barcelona, og så så den titelkamp ellers ud til at være ovre. Lionel Messi fik udlignet for Barcelona, men Real Madrid vaklede ikke mod Villareal.
Senere øgede Karim Benzema også til 2-0 for Real Madrid på et straffespark, der blev taget om. Sergio Ramos tog oprindeligt straffesparket, hvor Real Madrid-kaptajnen valgte at trille bolden nogle få centimeter til sin ene side til en fremadstormende Benzema, der scorede sikkert. Straffesparket blev dog dømt til omspark, da Benzema løb for tidligt ind i feltet, hvorefter Benzema fik æren af at eksekvere omsparket. Det var Benzemas 21. mål i La Liga i denne sæson. 10 minutter før tid reducerede Villareals Iborra til 1-2.
Alt imens tabte FC Barcelona 1-2 til Osasuna på et mål dybt inde i overtiden.
Dermed er resultaterne i den sidste runde, der spilles i weekenden, unden indflydelse på, hvem der slutter som nummer et. Inden dagens spillerunde førte Real Madrid med fire point over FC Barcelona.
Det er 34. gang, at Real Madrid vinder det spanske mesterskab, men første gang siden 2017.
Danske Martin Braithwaite startede inde i FC Barcelonas kamp mod Osasuna, men blev skiftet ud til fordel for Luis Suarez efter en time ved stillingen 1-0 til Osasuna.