Efter tre sæsoner som reservemålmand i FC Barcelona, hvor det blev til 32 kampe, skifter hollandske Jasper Cillessen denne sommer fra den katalanske storklub til Valencia.
I Valencia er den 30-årige målmand blevet udstyret med en fireårig aftale, bekræftede klubben onsdag aften, og Jasper Cillessen er lykkelig over skiftet. Det fortæller han til Valencias hjemmeside.
- Det er utroligt. Det er meget specielt for mig, og jeg kan ikke vente med at komme i gang. Jeg er meget glad, lyder det fra Jasper Cillessen.
Cillessen var heller ikke i tvivl om, at han ville tage til Valencia, da chancen bød sig.
- Jeg sagde straks, at jeg ville skifte til Valencia. Det var ikke svært for mig. Jeg talte med Hedwiges Maduro (tidligere Valencia-spiller, red.) og Ronald Koeman (tidligere Valencia-træner, red.) - ikke for at se om det var en god mulighed eller ej, men snarere at finde ud af mere om klubben.
- Valencia er en speciel klub, en fantastisk klub med en fantastisk historie. Det var nemt for mig at træffe beslutningen om at komme hertil. Jeg glæder mig til at komme i gang og vinde titler her. I dag er en helt speciel dag for mig, fortæller Jasper Cillessen.
Jasper Cillessen skal efter alt at dømme erstatte Neto som førstemålmand i Valencia. Neto er på rygtebasis meldt på vej til netop FC Barcelona, hvor han skal være reservemålmand.