Der er mindre end to dage til, at transfervinduet lukker, men der kan stadig være optræk til nogle store handler inden for de næste par døgn. Sådan lyder det fra Real Madrid-træner Zinedine Zidane ifølge GOAL, hvor han med et smil på læben åbnede op for, at der kan være et par transferbomber undervejs.
- Vi må se indtil på mandag kl. 12:00. Alt kan ske. Én bombe, to bomber... Vi må se, lød det gådefuldt fra den franske legende.
Skulle det dog ende med, at der ikke hentes flere spillere til Real Madrid, er Zidane da også ganske tilfreds med sin nuværende trup.
- Jeg er meget stolt af den trup, jeg har. I sidste ende er De de bedste for mig. Jeg er tilfreds med den trup, jeg har, og jeg kan ikke klage. Hvis jeg klagede, burde jeg finde et nyt job, afsluttede Zidane.
Blandt de mange store spillere, som i løbet af sommeren er kædet sammen med Real Madrid, er blandt andre Manchester Uniteds Paul Pogba, Sportings Bruno Fernandes og den danske Tottenham-stjerne Christian Eriksen, som angiveligt skulle få sin fremtid på plads i dag. Det skal derfor blive spændende, om en af disse når at skifte til Kongeklubben i 11. time.