Pep Guardiola var elsket af de fleste i FC Barcelona – Zlatan Ibrahimovic er den eneste, der offentligt har meldt ud, at han ikke kom særlig godt ud af det med den spanske træner, der nu er at finde i Bayern München.
Omkring forholdet mellem Lionel Messi og Pep Guardiola har alle meldinger gået på, at de to havde det fint med hinanden. Hvis man skal tro den tidligere FC København-træner, Hans Backe, havde de to stjerner dog også deres kontroverser.
Især en fra 2009 står klart i erindringen.
- Det var tre timer før en kamp, og alle spillerne sad og spiste, da Messi bad om at få et glas cola. Guardiola svarede tilbage, at ingen spillere skulle have cola tre timer før en kamp.
- Det fik Messi til at rejse sig fra bordet, og fem minutter senere kom han tilbage med et glas cola, som han drak lige foran Guardiola og resten af holdet. Prøv at forestil, hvad det kan føre til, når en spiller som Messi går i opposition til træneren på den måde. Det var en krig, Guardiola ikke kunne vinde, fortæller Hans Backe til svensk TV4.
Og hvor kender Hans Backe så denne historie fra? Det vil den tidligere FCK'er, der aldrig har haft en relation til FC Barcelona, ikke ud med, men et godt bud er, at enten Rafael Marquez eller Thierry Henry er kilden. Dem stod Hans Backe nemlig i spidsen for, da han var træner for New York Red Bulls.