Video : Tipsbladet
La Liga

Braithwaites chance? Barca-stjerne ude med muskelskade

FC Barcelonas franske angriber har pådraget sig en muskelskade i låret.

Antoine Griezmann må formentlig se til fra sidelinjen i nogle af FC Barcelonas kommende kampe.

Den franske stjerne pådrog sig således en muskelskade i kampen mod Real Valladolid lørdag aften, hvor han blev udskiftet i pausen. Det bekræfter FC Barcelona på sin hjemmeside.

- Undersøgelser søndag morgen har vist, at Antoine Griezmann har en muskelskade i sit højre lår. Han er derfor ikke tilgængelig på nuværende tidspunkt, og hans tilgængelighed vil afhænge af skadens udvikling, skriver FC Barcelona.

Det er skidt nyt for FC Barcelona, der skal spille sæsonens sidste to kampe i næste uge, men det kan potentielt være godt nyt for Martin Braithwaite. Den danske angriber har måttet tage til takke med korte indhop i fire af FC Barcelonas seneste seks kampe. Imod Real Valladolid kom Braithwaite end ikke på banen.

Læs også:Barcelona bænkede Braithwaite i smal sejr

Med Griezmann tvivlsom til sæsonens sidste to kampe mod henholdsvis Osasuna og Alaves er Martin Braithwaites vej til spilletid sandsynligvis blevet kortere.

FC Barcelona er i øjeblikket nummer to i La Liga og har kun ét point op til Real Madrid på førstepladsen. Madrilenerne har dog spillet en kamp færre end Barcelona.