Barcelonas kamp tirsdag aften mod Valladolid blev en succes set med danske briller.
Men det var en argentiner, der på ny leverede en bedrift til historiebøgerne.
Lionel Messi scorede således sit mål nummer 644 for Barcelona, da han cementerede Barcelonas sejr og gjorde det til slutresultatet 3-0.
Dermed slog han legenden Pelés scoringsrekord på 643 mål for en enkelt klub.
Rekordmålet var endda et fremragende et af slagsen, da Messi sendte et tørt spark forbi Valladolid-målmanden, efter at Barcelona-talentet Pedri havde splittet forsvaret ad med en aflevering bagom støttebenet.
Læs også:Bundsolid defensiv: Atletico fortsætter kursen
Samtidig fik den danske landsholdsspiller Martin Braithwaite fuld spilletid.
Det kvitterede han for ved at score til 2-0 for det catalanske storhold. Også danskerens mål blev sat ind efter fine Barca-kombinationer, da han tæt foran mål fik sat foden på et hårdt indlæg fra Sergino Dest.
Pelés rekord blev sat for det brasilianske hold Santos.
Legenden brugte 757 kampe på at score sine 643 mål. Det skete i årene fra 1956 til 1974.
Messi har brugt 749 kampe på at score 644 mål.
Læs også:Braithwaite duer ikke: Koeman vil have forstærkning nu
Dermed har de to mænd næsten samme scoringssnit, da Messi har scoret et mål for hver 1,16 spillede kamp og Pelé har scoret et mål for hver 1,17 spillede kamp. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Inden rekordmålet fik argentineren også endelig leveret sin første assist i sæsonen, da han lagde op til målet til 1-0, som blev scoret af Clément Lenglet.
Sejren var Barcelonas første udesejr i fem kampe. Holdet ligger på femtepladsen i den bedste spanske række med 24 point efter 14 kampe.
Atlético Madrid topper La Liga med 32 point efter 13 kampe. Atletico slog Real Sociedad 2-0 tidligere tirsdag.
/ritzau/
Læs også:Officielt: Silkeborg laver stort salg til Premier League
Læs også:Tre julegavetips til barnet der elsker fodbold
Læs også:Mandagens rygtebørs: FC Barcelona vil have duo i januar