FC Barcelona har på lidt mere end en måneds tid solgt fem spillere, som har indbragt dem næsten 600 millioner kroner. Det er også nødvendigt for at få regnskabet til at gå op for catalanerne for den overståede sæson.
Det først salg var Cucurella til Eibar for 15 millioner kroner 28. maj og senere Marc Cardona til Osasuna for en smule mere, hvorefter man har set en del større salg. Her har det særligt været Andre Gomes permanente skifte til Everton og dernæst Jasper Cillesen til Valencia.
Senest har Denis Suarez nu skiftet til Celta for omkring 110 millioner kroner, som altså giver i alt 593 millioner kroner ifølge den catalanske sportsavis Sport, som peger på, at man slet ikke er færdig med at sælge i storklubben.
Den næste spiller skulle eftersigende være midtbanespilleren Rafinha, som man forventer rykker videre til Valencia for over 100 millioner kroner, og hvis klubben skal have nyt blod til truppen, så skal der endnu flere ud, meldes det.
I forvejen har rygterne kørt på, at Antoine Griezmann, vis frikøbsklausul dags dato er faldet til 900 millioner kroner, kan blive en mulighed. Derudover bliver der også talt om, at Neymar kunne være på vej tilbage. Hvis det sker, så regner man med, at både Ousmane Dembele og Philippe Coutinho forlader klubben.
Barcelona har dog ikke kun solgt denne sommer. Klubben har hentet Emerson fra Atlético Mineiro, Frenkie de Jong fra Ajax og Neto fra Valencia.