Video : Tipsbladet
La Liga

Avis: Klubikon vender hjem til Real Madrid

Efter fem år i FC Porto ser Iker Casillas ud til at vende tilbage til Real Madrid.

For fem år siden sagde Iker Casillas farvel til Real Madrid og goddag til FC Porto, men nu vender den legendariske målmand tilbage til den spanske storklub.

Det gør han dog ikke som spiller. Ifølge den spanske sportsavis Marca stopper Iker Casillas endegyldigt sin karriere som spiller for at vende tilbage til Real Madrid som rådgiver til præsident Florentino Perez.

Avisen mener at vide, at rollen vil blive defineret mere klart i de kommende uger, og at den vil minde om en, Zinedine Zidane tidligere har haft.

Mest af alt ønsker Florentino Perez dog blot at hente Casillas hjem til klubben – hvilket han altså ser ud til at lykkes med.

Læs også:Fredagens rygtebørs: Delaney afviser exit-rygter

Iker Casillas er 39 år og har ikke spillet siden maj 2019, hvor han blev ramt af hjerteanfald til træning i FC Porto. Det ventes, at han forlader klubben, når den indeværende sæson er færdigspillet.

I sin karriere nåede Iker Casillas at stå hele 725 kampe for Real Madrid, hvilket kun er overgået af klublegenden Raul. Den aktive spiller med flest kampe for Real Madrid er Sergio Ramos med 649 af slagsen.

Læs også:Tysk VM-vinder indstiller karrieren

Læs også:Kryptisk melding fra Barcelona-træner: Kender ikke fremtiden

Læs også:Real Madrid-præsident vil beholde Ramos resten af livet