For få uger siden debuterede 16-årige Ansu Fati for FC Barcelonas førstehold, og lørdag aften fik han chancen fra start imod Valencia, hvor han skulle stå overfor danske Daniel Wass. Og FC Barcelona-kometen skulle ikke bruge længe på at gøre opmærksom på sig selv.
Efter blot to minutter bragte han nemlig FC Barcelona foran, da han sparkede et fladt indlæg fra Frenkie de Jong i kassen.
Fem minutter senere var han igen på spil. Det 16-årige stortalent snød et par Valencia-spillere, før han sendte bolden ind i boksen til Frenkie de Jong, der sendte bolden i mål og fordoblede føringen.
Valencia fik bragt sig tilbage i opgøret med et mål efter 27 minutter, hvor Kevin Gameiro scorede, men efter pausen scorede FC Barcelona igen. Denne gang var det Pique, der kunne prikke bolden i et frit mål efter en ripost.
Luis Suarez afløste efter en times spil Ansu Fati, og uruguayaneren viste sin overlegne afslutningsevne med to flotte scoringer, mens hans landsmand, Maxi Gomez, reducerede til 5-2 for Valencia i overtiden.
Det blev også slutresultatet, og FC Barcelona sikrede sig dermed sæsonens anden sejr og har syv point efter fire kampe i La Liga. Omvendt fik Valencias nye cheftræner, Albert Celades, en svær start, efter at han afløste Marcelino i midtugen.