I Newcastle Uniteds ungdomsrækker har man et meget stort dansk talent på græs. 19-årige Elias Sørensen scorede intet mindre end 18 mål i første halvsæson, og det sikrede en lejeaftale med Blackpool i League One.
Det blev dog aldrig nogen succes for Elias Sørensen, der efter kort tid blev sendt tilbage til U/23-holdet i Newcastle. Her har han til gengæld genfundet målstøvlerne på hylden.
Tirsdag aften spillede Newcastle Premier League Cup-semifinale mod Leeds, og med sæsonens 20. træffer var Elias Sørensen en af hovedpersonerne i 3-0 sejren, der nu sender U/23-holdet i Cup-finalen:
- Det var en dejlig sejr og jeg er absolut helt oppe at køre over drengene. Vi arbejdede alle som gale i samtlige 90 minutter, og jeg er rigtig glad for, at vi lykkedes med at hente finalepladsen, siger Elias Sørensen til klubbens hjemmeside og fortsætter:
- Jeg har tidligere sagt, at det vigtigste er, at vi vinder kampene. Men som angriber er det mit job at score mål, og jeg er rigtig glad for at kunne bidrage med det. Jeg har ikke scoret i noget tid, så det var fantastisk at se bolden gå i nettet igen, understreger det danske stortalent.
De to øvrige scoringer i semifinalen blev sat ind af Kelland Watts og Cal Roberts.