Video : Tipsbladet
Premier League

Toptræner storroser dansker: Han er fremragende

Danskeren har haft en stor indflydelse på, at resultaterne er blevet bedre i Leicester City ifølge Brendan Rodgers.

Leicester City startede sæsonen forfærdeligt, hvor de i en periode indtog sidstepladsen i Premier League.

Særligt var de uhyre sårbare på defensive dødbolde, hvor målene regnede ind bag Kasper Schmeichels arvtager Danny Ward, der slet ikke kunne finde fodfæste i målet.

Pilen pegede mod cheftræner Brendan Rodgers, der sent i transfervinduet hentede den danske dødboldsspecialist Lars Knudsen, der blandt andet har været ansat i FC Midtjylland og på de danske ungdomslandshold, til klubben.

Danskeren har stået for Leicesters dødbolde siden han trådte ind ad døren. Der var startvanskeligheder, men man rundede sæsonen af med at holde buret rent i de sidste syv kampe. Brendan Rodgers er ikke sen til at tilskrive Lars Knudsen en andel i de positive tendenser.

- I forhold til dødbolde har Lars haft en stor indflydelse. Vi har været stærke, solide og aggressive. Det var den forbedring, som vi manglede. Det er vigtigt. Han har været fremragende, siger Brendan Rodgers ifølge foxesofleicester.com.

- Han analyserer detaljerne omkring det defensive arbejde og strukturerne omkring holdet. Nogle af vores indkasserede mål handlede om kontraangreb, hvor vi har været i stand til at lukke banen af. Spillerne føler sig mere komfortable, siger han.

Brendan Rodgers ønskede allerede tidligt på sommeren at tilknytte Lars Knudsen, men det kunne først lade sig gøre i vinduets sidste dage.

Med danskeren ombord hos Leicester City har de fået vendt en katastrofal sæsonstart. Man overvintre således på 13. pladsen i Premier League med 17 point. Faren er dog ikke ovre endnu, da man blot har fire point ned til Nottingham Forest på den anden side af nedrykningsstregen.