Tilbageblik: Steven Gerrards fatale fald

Steven Gerrard har fredag offentliggjort, at han stopper i Liverpool til sommer, når hans kontrakt udløber. Midtbanespilleren har haft mange store øjeblikke i Liverpool-trøjen, men der er også en negativ episode, der vil komme til at præge spillerens eftermæle. 

Tipsbladet har tidligere set tilbage på Steven Gerrards fatale fejl i foråret 2014, der førte til, at Liverpool gik glip af mesterskabet i sidste sæson. I anledningen af Gerrards udmelding om sit stop i Liverpool, bringer vi her artiklen i sin fulde længde. 

BRAGT I TIPSBLADET 7. NOVEMBER 2014  

SKRØBELIG STORHED

Steven Gerrard er en af de største spillere i Liverpool og Premier Leagues historie, men når karrieren om nogle år er slut, vil han også blive husket som spilleren, der gled og kostede sin hjerteklub det engelske mesterskab. Tidligt lørdag eftermiddag vil han igen blive mindet om sin brøler, når Chelseafansene kommer til at synge om dengang, da Steven Gerrard ” slipped on his fucking arse.”

Den 27. april 2014 klokken 14.53 engelsk tid, godt otte meter fra midterlinjen på legendariske Anfield i Liverpool, indtræffer det største enkeltstående øjeblik i Premier Leagues historie.

Liverpool møder Chelsea i en uhyre vigtig kamp i den engelske liga. Gæsternes mulighed for at vinde mesterskabet er godt nok kun teoretisk, men Liverpool kan afgøre tingene selv. Efter 11 sejre i træk er syv point i de sidste tre kampe mod Chelsea, Crystal Palace og Newcastle nok til guld.

To et halvt minut inde i overtiden af første halvleg står Liverpool-anfører Steven Gerrard på linje med og imellem sine to midterforsvarere, Martin Skrtel og Mamadou Sakho.

Sakho har bolden, som han fladt sender de fem meter hen til Gerrard. Allerede inden han har modtaget bolden, kaster kaptajnen et blik mod højre side, spejdende efter afleveringsmuligheder.

Men Gerrard får aldrig mulighed for at sende bolden videre. Da han skal lave sin tæmning, smutter bolden under hans fod, og efterfølgende glider Gerrard.

Det hele er forbi. Chelsea-angriberen Demba Ba får frit løb ned mod Liverpools mål og scorer til 1-0. Gerrard ser rystet, men også determineret ud, da han selv henter bolden i målet og bærer den op til midterlinjen, men Liverpool formår ikke at vende kampen. I kampens overtid scorer gæsterne til resultatet 2-0, da Liverpool har kastet alt frem i jagten på en afgørende udligning. Manchester City vinder resten af sine kampe og bliver mester. Liverpool bliver nummer to.

Hvis det var sket for Manchester United, havde det været en stor historie, men det her var ikke kun et tabt mesterskab. Det var meget mere end det. Liverpool var Englands største klub i halvfjerdserne og firserne, men har ikke vundet guldet siden 1990, så alene det, at Merseyside-holdet væltede så tæt på målstregen i et 24 år langt kapløb, var en enorm historie. Som José Mourinho siden har udtrykt det i The Daily Telegraph:

“Gennem dele af sidste sæson følte jeg, at landet ville have Liverpool til at blive mester. Medierne, pressen: Mange forsøgte at placere Liverpool deroppe () Og jeg følte, at den dag var gjort klar til deres sejrsfest.”

Jose Mourinho var ikke interesseret i at se sig selv og sine spillere “være klovne i andres cirkus,” som han selv formulerede det, og han satte sit hold op til at stoppe Liverpool. Det lykkedes til fulde. Men det er højst tvivlsomt, om Chelsea havde taget alle tre point, hvis det ikke havde været for Steven Gerrard. Og at det var ham, der gled, gør historien om Liverpools kamp mod Chelsea gigantisk.

Den 34-årige Liverpool-anfører er en af de bedste og mest markante spillere, der har været i Premier League. Otte gange har han været på sæsonens hold, hvilket er rekord, siden Premier League fik sin nuværende form i 1992. Han har desuden tilbragt hele sin karriere ét sted – barndomsklubben Liverpool. Det har sandsynligvis kostet ham muligheden for at vinde det engelske mesterskab.

For da han lavede sin store fejl på Anfield i april, skete det mod en klub, som han selv kunne have spillet for. I 2005, nogle måneder efter at Gerrard havde været den helt afgørende profil i Liverpools Champions League-triumf med en uforglemmelig indsats i Istanbul, var han uhyre tæt på at skifte til de nyrige London-rivaler. Men anføreren ombestemte sig i sidste øjeblik og forblev Chelseas modsætning, den svundne storhed Liverpool, tro. Siden har Chelsea vundet to ligatitler, Liverpool ingen.

De troede ellers, de var på vej imod en dengang i foråret. To uger før Chelsea-kampen slog Liverpool Manchester City med 3-2 i en direkte guldduel. Liverpool lavede et hul ned til City, og en rørt Steven Gerrard samlede sine holdkammerater i en klynge, hvor han holdt sin allerede ikoniske ” We go again”-tale om, at de skulle fortsætte med at arbejde lige så seriøst. Det var den tale, han indledte med ordene: ” This does not fucking slip now.”.

Fejl og passion
Halvanden uge efter Chelsea-kampen, da Liverpool ved en intern prisoverrækkelse kårede klubbens bedste spillere i den forgangne sæson, havde Steven Gerrard overskud til at joke med Chelsea-kampen.

“Den vigtigste besked, når man skriver under med den her klub, er, at man ikke skal blive for høj, når man vinder en pris eller et trofæ, og at man aldrig skal lade sig slå helt ud, når de glider væk – bogstaveligt talt glider væk,” sagde Gerrard ved den lejlighed.

Ifølge Luis Suárez havde nederlaget dog oprindeligt taget så hårdt på anføreren, at han havde været nødt til at blive væk fra den engelske spillerforenings kåring af Årets Spiller, der blev afholdt i London samme aften, som Liverpool havde mødt Chelsea. Det fortæller uruguayeren i sin nye selvbiografi “Crossing The Line”.

“I de forgangne uger var der blevet sagt meget om ham, og der var blevet bygget så store forventninger op. Snakken var gået på, at han skulle lede Liverpool, hans klub, til den første titel i mere end 20 år, 25 år efter Hillsborough-ulykken, hvor hans fætter døde, og så skete det. Kaptajnen, den tidligere ungdomsspiller, én-klub-manden, den indfødte scouser var ham, der lavede en afgørende fejl.

“Han havde stadig aldrig vundet ligatitlen. Stevie var begyndt at tro på det; det var vi alle. Og nu var chancen praktisk talt taget væk fra ham og så på den måde; fordi han gled mod Chelsea. Jeg er overbevist om, at hvis Chelsea ikke havde scoret på den måde, ville de slet ikke have scoret. Og når man er bagud mod dem, er det næsten umuligt,” skriver Suárez i sin nye bog.

I slutningen af juli fortalte Steven Gerrard så ærligt om sine følelser på en pressekonference, da Liverpool var på træningslejr i USA.

“Jeg har nok været gennem de værste tre måneder i mit liv,” sagde Gerrard, der efter Liverpools fejlslagne mesterskabsjagt også havde været med til at ryge tidligt ud af VM i Brasilien.

Han havde genset øjeblikket på Anfield, der endte med at koste så dyrt, men han forsøgte ikke at dvæle ved det.

“Jeg behøver ikke at se sådan noget og gå gennem smerten igen, igen og igen. Det skete. Jeg har været gennem smerten i omklædningsrummet og i ugerne og månederne efter det. Når sådan noget sker, er man nødt til at forsøge at imødekomme det. Jeg er mand nok til at tage slaget og acceptere det. Det skete, og jeg kan ikke ændre det.”

“Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg har ikke mistet min mand på en dødbold. Jeg har ikke brændt et straffespark. Jeg har ikke lavet en dårlig aflevering. Hvert eneste menneske på jorden glider på et eller andet tidspunkt i deres liv, hvad enten det er på trapperne, på gulvet eller et andet sted. For mig skete det på banen på et rigtigt dårligt tidspunkt. Over 38 kampe er der mange ting, der går med eller imod en, og det afgør, om man vinder ligaen eller ej. Men det øjeblik indtraf på et meget afgørende tidspunkt, og det må jeg se i øjnene. Og det gør jeg,” sagde Gerrard – hvorefter han så to dage efter gled igen og var medskyldig i et mål, da Liverpool spillede 2-2 med mestrene City i en træningskamp.

Gerrard har nemlig en dårlig vane med at lave store fejl. Den mod Chelsea var den værste og mest afgørende, men det er sket gentagne gange i løbet af hans karriere, at han har dummet sig og kostet mål. I VM-kampen mod Uruguay i sommer headede han sin daværende klubkammerat Luis Suárez fri til scoring. Og aprilepisoden på Anfield var den seneste i en trilogi af fejl mod Chelsea. I 2005 lavede han selvmål i Carling Cup-finalen, og i en Premier League-kamp 2010 scorede Didier Drogba efter en dårlig Gerrard-tilbagelægning.

En lignende pasning har midtbanespilleren lavet mod en anden London-klub. I en 2-1-sejr over Liverpool i 2006 scorede Arsenals Thierry Henry sejrsmålet otte minutter før tid, da han fik en aflevering fra Gerrard, der slet ikke havde set den fiskende franskmand i feltet.

“Jeg gør det i hver kamp, men det er kun anden gang i min karriere, det har virket for mig,” sagde Henry efter kampen.

Den første gang? Det var til EM i 2004 i en kamp mod England, da Steven Gerrard i overtiden lavede en dårlig aflevering, der tvang David James til at lave det straffespark, som Zinedine Zidane afgjorde kampen med.

Så Gerrard har et langt synderegister, som det er svært at matche med andre verdensklassespillere på hans position. Kan man for eksempel finde tilsvarende fejl hos Frank Lampard eller Paul Scholes for nu at tage to næsten jævnaldrende, engelske midtbanekolleger? Måske skyldes det den ustoppelige passion, Steven Gerrard altid spiller med. Det amerikanske fodboldmagasin Eight by Eight portrætterede ham tidligere på året og hæftede sig ved hans enorme drive.

“Alting skal føre til noget, ellers har han svigtet alle. 30-meter-afslutningerne, der sejler i nettet, og 30-meter-pasningerne, som flyver ud på tilskuerpladserne, er udtryk for den samme impuls. Han har ingen tålmodighed.

Han er desperat efter at få noget til at ske hver gang, han modtager bolden, og ganske ofte lykkes han med det.” Det var måske hans drive, der fik ham til at fokusere på Liverpools højreside allerede inden, han havde tæmmet afleveringen fra Sakho – men det er det samme drive, der har gjort ham til målscorer i Liga Cup-finalen, FA Cup-finalen, UEFA Cup-finalen og Champions League-finalen.

Snart slut?
I den allerførste Premier League-sæson tilbage i 1992-93 overtog Manchester United førstepladsen i femtesidste spillerunde, da midterforsvareren Steve Bruce efter 96 minutter af en kamp mod Sheffield Wednesday scorede sit andet mål på dagen og sikrede sit hold en sejr på 2-1. Det var første gang, at Premier League stiftede bekendtskab med begrebet Fergie Time, sene Manchester United-scoringer dybt inde i overtiden, og det var også et af de første store og historiske øjeblikke i den nye satsning Premier League.

Siden er der kommet flere til. Hvem glemmer for eksempel Eric Cantonas karatespark på en Crystal Palace-tilhænger i 1995, hvilket cementerede den gale og geniale franskmands ry som en af de mest enestående spillere, ligaen har haft? Eller hvad med da Ruud van Nistelrooys brændte et straffespark mod Arsenal i 2003 og efterfølgende blev overfaldet og hånet af Gunners-spillerne? Det var både kulminationen på den indædte fejde, som Manchester United og Arsenal havde i toppen af Premier League omkring årtusindskiftet og det tætteste, Arsène Wengers hold var på at tabe i en sæson, som det endte med at gå ubesejret igennem. Det var også stort, da Wayne Rooney i 2011 scorede på et forrygende saksespark mod Manchester City i samme sæson, som han havde været tæt på at forlade Manchester United, måske endda til fordel for byrivalerne City. Og endelig kan man nævne, da City fik hævn over United i 2012 med et mesterskab, som blev sikret via to scoringer i overtiden af sæsonens sidste kamp mod Queens Park Rangers.

Enorme begivenheder, men påstanden herfra er, at Gerrards fejltrin mod Chelsea overgår dem i størrelse. Også fordi det føles så endegyldigt. Gerrard kommer ikke til at vinde ligaguld med barndomsklubben. Ingen regnede med, at Liverpool skulle kæmpe med om mesterskabet i sidste sæson – i efteråret kaldte Gerrard det for “en drøm”, men understregede, at fokus var på at genvinde en plads i Champions League – og i år er Liverpool så sunket tilbage til en position under de allerbedste hold. Oven i købet er Gerrard virkelig ved at være i karrierens efterår, hvad den seneste uge også har givet eksempler på. For eksempel fortalte han Daily Mail, at han endnu ikke var i dialog med Liverpool om en forlængelse af den kontrakt, der udløber til sommer.

“Som det står lige nu, bliver jeg her til slutningen af sæsonen, og det vil jeg have det bedste ud af. Jeg går i hvert fald ikke på pension til sommer. Jeg spiller også efter denne sæson. Vi må vente og se, om det bliver i Liverpool eller et andet sted. Det er op til Liverpool. Hvis de ikke kommer til mig, vil jeg se, hvad der er af muligheder.” Efterfølgende var manager Brendan Rodgers hurtig til at tage kontakt til Gerrards agent og åbne snakken om en forlængelse – ifølge The Independent med et enkelt år frem til sommeren 2016, hvor Gerrard vil være 36 år. Hvad enten det bliver til en forlængelse eller ej, rykker en fremtid uden Steven Gerrard stæsende rundt på Anfields græs nærmere.

He slipped on his fucking arse
Men han spiller endnu, og tidligt lørdag eftermiddag møder han for første gang siden den ulykkelige aprildag Chelsea. Demba Ba spiller i dag i Besiktas, og situationen er en helt anden for de to hold, men Steven Gerrard skal nok blive mindet om, at han gled sidste gang.

Chelseas fans vil gøre det til tonerne af Que Sera, Sera.

“Steve Gerrard Gerrard, he slipped on his fucking arse, he gave it to Demba Ba, Steve Gerrard Gerrard,” vil det lyde med en omskrivning af et heltekvad, der har lydt på Anfield i årevis.

Det er der nu ikke noget nyt i, for det har fans over hele England sunget i et halvt år.

Tilhængere af Newcastle, Manchester United, Crystal Palace og Everton, klubber uden aktier i sidste sæsons mesterskabsafgørelse, har sunget sangen, og det samme har selvfølgelig Manchester City og Chelseas fans. Senest kunne man for eksempel høre The Blues’ supportere håne Liverpool-kaptajnen i deres Capital One Cup-kamp mod Shrewsbury.

“Jeg er blevet hånet siden min første dag, og det er fordi, jeg er en udmærket fodboldspiller, som de ser som en trussel mod deres hold. Det er en del af spillet. Liverpool-fans gør det til et helvede for nogle af modstandernes spillere, når de kommer til Anfield, men de går kun efter de bedste, så jeg går ud, fra det er det samme, når jeg bliver ramt. Hører jeg det? Selvfølgelig gør jeg det. Påvirker det mig? Nej, det opildner mig til at præstere endnu bedre,” sagde Gerrard til The Daily Telegraph i sidste uge.

For os andre er sangen en påmindelse om, hvilken person Steven Gerrard er. Han er spilleren, der lavede så stor en fejl, at det var med til at koste Liverpool det første mesterskab i 24 år – men han er også spilleren, der har været så god og dominerende i sine 17 Premier League-sæsoner, at fans over hele England elsker at hade og håne ham.

På sin vis er han billedet på sin klub. Midt mellem de store kampe, mål og titler vil man huske fejlene.

Han er barn af Liverpool FC som en spiller, der lever af sin passion og sin energi. Han har været en klassespiller for sin klub i årevis, men er også beviset på, at selv de største kan falde i de mest uventede situationer.

Det ustabile lurer et sted i ham, ligesom Liverpool har været præget af stor ustabilitet lige siden det seneste mesterskab i 1990.

Gode sæsoner har afløst dårlige. Gerrard har i den tid holdt et væsentligt højere gennemsnitsniveau end Liverpoolholdkammeraterne.

Sidste år blev han kåret til den bedste spiller i klubbens historie i den officielle afstemning “100 players who shook the Kop”. Han ville også vinde, hvis kåringen blev foretaget i år – men det ville være med en fodnote om det øjeblik, det største i Premier Leagues historie, da han gled på Anfield med store konsekvenser.