Det sker ikke ligefrem hver eneste dag, at en tidligere spiller fra 3F Superligaen sættes i forbindelse med Premier League-storklubben Chelsea. Det sker dog nu, og her er der tale om en mand, der i sidste sæson var på lejeophold i Hobro IK.
Det er den bosniske forsvarsspiller Anel Ahmedhodzic, der i sidste sæson var udlejet fra svenske Malmö FF til Hobro og 3F Superligaen.
Anel Ahmedhodzic var skiftet til Malmö FF i 2019 efter en svær tid hos Nottingham Forest, og svenskerne valgte at give den unge spiller et værdifuldt ophold i Danmark med en del spilletid.
I alt blev det til 19 kampe for Hobro for Anel Ahmedhodzic, inden han vendte tilbage til Sverige.
I 2020-sæsonen har han spillet 24 kampe for Malmö FF, hvor det også er blevet til et par scoringer med to træffere.
Nu mener Daily Mail så at vide, at Chelsea i januar-transfervinduet vil forsøge at byde på den bosniske spiller. Chelsea har oprustet markant på det seneste, men i forsvaret savner man stadig nyt blod for alvor.
Anel Ahmedhodzic har egentlig kontrakt i Malmö frem til 2023, men ifølge Daily Mail håber Chelsea på, at et lukrativt tilbud i januar kan lokke svenskerne til et ja.