I 2006 hentede Michael Laudrup venstrebacken Joseph Elanga til Brøndby IF, men han blev aldrig det store hit på Vestegnen. Elanga spillede blot 16 kampe for Brøndby, inden han blev udlejet til AC Horsens og senere ekspederet videre til Malmö FF.
Joseph Elanga har dog tilsyneladende givet nogle rigtig gode fodboldgener videre til sin søn Anthony Elanga. Den 17-årige offensivspiller er tilknyttet selveste Manchester United, og i denne sæson har han scoret seks mål i syv U18 Premier League-kampe.
I Manchester United tror man så meget på Anthony Elanga, at han på det seneste har trænet med førsteholdstruppen. Dermed har han altså løbet side om side med stjerner som Paul Pogba, David De Gea og Marcus Rashford.
Læs også:Horsens-boss: Har gode erfaringer med Brøndby-spillere
Det er noget, der gør farmand stolt.
- Det er altid positivt at træne med førsteholdet. Han har haft en rigtig fin sæson, så nu skal han bare fortsætte med at udvikle sig og vise sig frem. Han skal føle sig klar i kroppen, i hovedet og i sjælen. Jeg siger bare til ham, at han skal være sig selv og yde sit bedste. Så kommer belønningen, siger 40-årige Joseph Elanga til Fotbollskanalen.
Den tidligere Brøndby-spiller fastslår, at sønnike er mere talentfuld, end han selv var.
Læs også:Brøndby-flop stiller fodboldstøvlerne på hylden
- Ja, det er han, siger Elanga med et grin og tilføjer:
- Han har været i Manchester United i seks år og har udviklet sig rigtig meget. Hvis man spørger alle trænere, han har haft, vil de sige, at han har tilpasset sig alle niveauer og løst sine opgaver. Han har samme passion som sin far for fodbold, og så må vi se, hvad fremtiden bringer. Lige nu handler det om at nyde det og præstere.
Anthony Elanga fik seks minutter for Manchester United i UEFA Youth League-opgøret mod FC Midtjylland i sidste sæson. FCM vandt opgøret 3-1.
Læs også:Tidligere Brøndby-back frygter skyderier i Malmö
Læs også:Vilfort siger god for Elanga
Læs også:Trelleborg opgiver Elanga