Brentford fortsætter med at buldre derudaf og sikrede sig onsdag aften endnu en sejr, da de besejrede Preston North End.
Det var den engelske danskerklubs ottende sejr i træk, og det er noget, der ikke overraskende gør cheftræner Thomas Frank stolt. Det er nemlig kun Europas allerstørste klubber, der sammensætter lignende stimer i øjeblikket.
Læs også:Brentford-maskinen ruller videre: Marcondes-assist i ny sejr
- Jeg sætter mig ned med et glas vin i aften og synes, det er ganske godt. Otte sejre i træk, og det er otte velfortjente sejre. Kun Bayern München og Real Madrid gør det på dette tidspunkt, siger Thomas Frank til Evening Express og tilføjer:
- I en liga, som vi alle kalder for den mest jævne liga i verden, er det bemærkelsesværdigt. Selvfølgelig ønsker vi mere og sigter højere, men uanset hvad der kastes mod os, er vi klar til det.
Læs også:Dansker står for defensiven i Brentford: Præget af min tid i FCK
Med onsdagens sejr spillede Brentford sig samtidig tættere på en af de to direkte oprykningspladser i Championship. Brentford er nummer tre, hvilket giver adgang til et slutspil om en oprykningsplads, men de har blot ét point op til andenpladsen West Bromwich.
- Vi er sikre på at havne i playoff-kampene, det er sikkert. Hvorfor ikke give det et skud og gå efter den direkte oprykningsplads? Det kører for os. Det eneste, vi kan gøre, er at fokusere på den næste kamp, siger Thomas Frank.
Der resterer to runder, hvor Brentford som minimum skal hente et point mere end West Bromwich, hvis danskerklubben skal sikre en direkte oprykningsplads.
Læs også:Thomas Frank: Vi har leveret en fremragende sæson
Læs også:Dagens Double: Brentford banker videre
Læs også:Tophold giver Thomas Frank og Brentford en lille gave