Det er et af de mest ikoniske stadions i England, men i fremtiden kan Newcastle Uniteds hjemmebane St James' Park blive endnu større.
Stadion i det nordøstlige England har plads til 52.000 tilskuere, men efterspørgslen er meget, meget høj, hvorfor Newcastle Uniteds ledelse i samarbejde med bystyret har kigget på muligheden for at udbygge stadion, så der bliver plads til mere end 60.000 tilskuere.
Ifølge The Telegraph kan det dog vise sig at blive en særdeles dyr affære, hvis man vælger den model, der er lagt op til.
St James' Park er et ældre stadion, og det er umiddelbart to tribuner, man kigger på at udbygge. Samtidig skal man også kigge på muligheden for at modernisere et par tribuner, der blev bygget for mere end 20 år siden, hvor Newcastle gik fra et stadion med plads til 36.000 tilskuere til i stedet at have plads til de nuværende 52.000.
Og det er altså den store plan, der ifølge The Telegraph kan ende med at koste omkring ni milliarder kroner.
Skulle man vælge at gå en helt anden vej og bygge et spritnyt stadion, vil det ifølge The Telegraph koste mellem 18 og 26 milliarder kroner.
Sikkert er det, at man har planer om at udbygge, fordi publikummet i det nordøstlige England er så passionerede og interesserede i fodboldholdet. Der kan sælges mange flere billetter, end der bliver i dag.
Newcastle United ligger nummer syv i Premier League efter sæsonens første seks runder.