Længe har det lydt, at Manchester United skulle være forrest i kapløbet om den unge forsvarsspiller Matthijs De Ligt fra Ajax.
Men nu fortæller normalt velinformerede Sky Sports, at den engelske storklub har droppet interessen i den hollandske forsvarsspiller.
I stedet menes FC Barcelona nu at være i en god position til at gafle den 19-årige Ajax-anfører, som har haft en flot sæson, der har budt på et hollandsk mesterskab og en plads i Champions Leagues semifinale.
Også Juventus og Bayern München menes fortsat at holde øje med situationen, da der burde være en fin åbning for at sikre sig den unge hollænder denne sommer.
Ajax-træneren Erik ten Hag har nemlig tidligere meldt ud, at han regner med, De Ligt forlader klubben, før det bliver efterår.