Premier League var onsdag aften tilbage, og den første skandale meldte sig hurtigt.
I kampen mellem Aston Villa og Sheffield United havde første halvleg udspillet sig ganske ligeværdigt, men gæsterne burde have gået til pause med en føring på 1-0. For bolden var over stregen i Aston Villas målende.
Et frispark havnede i favnen på Ørjan Nyland, som på mærkværdig fumlede bolden ind i eget net. Sheffield United-spillerne jublede, Aston Villa-spillerne så ned i jorden, men dommerens fløjte forblev tavs.
Michael Oliver fik ikke nogen melding på sit ur om, at bolden havde været over stregen. Hawk-Eye havde fejlet.
Ifølge Sky Sports fik dommeren først en melding på sit ur, da der var blevet fløjtet til pause, og derfor gik holdene ud til anden halvleg ved stillingen 0-0.
Efter pausen havde Aston Villa flere gode muligheder, men Dean Henderson fortsatte, hvor han slap inden coronapausen og stod forrygende i gæsternes mål.
Ingen af holdene kom for alvor tæt på en scoring til sidst i kampen, der vil blive husket for det mål, som Sheffield United blev snydt for.