SIF-keeperens vilde City-historie

Silkeborg har torsdag skrevet kontakt med den færøske kepper Gunnar Nielsen, der skal agere redningsplanke i målet for resten af sæsonen. På sin vej til den danske Superliga, har Gunnar Nielsen blandt andet været på kontrakt i storrige Manchester City.

Her besøgte Tipsbladet ham tilbage i december 2010 – få historien her:

Der er på alle mulige måder langt fra Færøerne til Manchester City, men det forhindrede ikke Gunnar Nielsen i at blive den første færing nogensinde til at spille en Premier League-kamp. Og det endda for verdens rigeste klub. På vejen dertil blev Gunnar smidt på »tredjeholdet« på en fodboldkostskole i Danmark, inden han pludselig kørte rundt på en Formel 1-bane i Abu Dhabi og på første parket har oplevet det luksuscirkus, der er Manchester City.

Jeg ser, at Shay Given ligger skadet på jorden. Jeg ved ikke, hvor alvorligt det er, men jeg begynder at varme op. Jeg når kun at løbe frem og tilbage et par gange, da jeg pludselig hører en masse folk råbe i kor. Gunnar du skal ind, skynd dig at klæde om! Jeg flår tøjet af mig selv. Jeg kan mærke nervøsiteten i min krop, men paradoksalt nok forbliver jeg rolig. Jeg er fokuseret. Jeg har altid tænkt på, om man mon kan høre, hvad tilskuerne siger og synger, når man spiller foran 60.000, for man kan høre alt, når man sidder på bænken. Det kommer jeg snart til at finde ud af. Nu sker det. Der er ingen vej tilbage. Jeg kan mærke en arm omkring mig. »Slap helt af,« siger Roberto Mancini. »Lad vær med at stresse og tag det roligt med dine udspark, så skal du nok komme ind i kampen.« Endnu en arm. »Du har gjort det rigtig godt til træning på det sidste,« siger Brian Kidd vores assistenttræner. »Fortsæt med det.« Da jeg løber ind på banen, bliver jeg den første færing nogensinde, der har spillet i Premier League.

I Gunnar Nielsens lejlighed i Manchester kører kampen mellem Arsenal og Manchester City i baggrunden. Gunnars gode ven, Tróndur, ligger på sofaen og sover og Gunnars kæreste, Kristina, er ikke opmærksom på, hvad der foregår. Men pludseligt skærer et skrig gennem luften og Tróndur vågner med et sæt.

»Hvad sker der?«

Gunnars kæreste har opdaget, at Shay Given skal skiftes ud, og hun skynder sig at ringe hjem til sine forældre.

»Min ven har filmet på sin telefon, hvordan min kæreste står op ad væggen og holder sig for ansigtet, fordi hun er så nervøs,« siger Gunnar Nielsen, rejser sig op og over med hoveder vendt i mod væggen for at efterligne hendes positur.

Tilbage på Færøerne begynder telefonerne at ringe. Gunnars bror bliver kimet ned af færøske journalister, men han fortæller dem, at han for nervøs til at snakke. Det må vente. Gunnars far har set den første time af kampen, men da han skal til en fest, når han ikke at se sin søn spille. På vej til festen modtager han beskeden om at Gunnar er kommet på banen.

Det var den 24. april i år, at Gunnar Nielsen, født og opvokset i Thorshavn, pludselig blev hovedpersonen i verdens rigeste fodboldklub Manchester City. Og det endda på et tidspunkt af sæsonen, da der kun resterede fire kampe og Manchester City bare var to sølle point fra Tottenham på den Champions League-givende fjerdeplads. En sejr den eftermiddag på udebane over Arsenal ville altså have givet Manchester City det bedste udgangspunkt, før de imod Spurs i næstsidste spillerunde reelt skulle afgøre, hvem der skulle have fjerdepladsen.

»Jeg løb ind direkte ind til et hjørnespark. Det var intenst,« siger Gunnar Nielsen i dag til Tipsbladet i et trængt kontorlokale på Prenton Park, Tranmere Rovers’ hjemmebane.

»Shay Given blev skadet i 69. minut, og jeg kom ind i 76., og så var der ni minutters ekstra tid.«

Selv om Gunnar Nielsen på nuværende tidspunkt er udlejet til Liverpool-klubben Tranmere Rovers, og omgivelserne i League 1-klubben langt fra er de samme, som han var vant til fra sidste sæson, så står minderne om hans første og hidtil eneste Premier League-kamp stadig stærkt i erindringen.

»Jeg kan huske, der var et frispark, som Robin van Persie skulle tage, og Nigel de Jong, som kender ham fra det hollandske landshold, stod og sagde, »han skyder i din side, han skyder i din side!« Så jeg var meget fokuseret på at holde mig til min side, for der skulle den hvert fald ikke gå ind. Han skød så i den anden side, men den gik heldigvis over.«

»Nicklas Bendtner havde også et skud på mig, og det syntes færingerne var meget sjovt, fordi han jo er dansker.«

Sendt ned på »tredjeholdet«
Man skulle tro, at en stille færing fra Thorshavn lod sig imponere mere af oliemilliarder og af det faktum, at han om end for en kort stund var medansvarlig for om Manchester City opnåede deres ultimative mål for sæsonen 2009/2010, som var Champions League-fodbold. Men som Gunnar Nielsen siger, så var det skiftet fra rolige og trygge Thorshavn, hvor han voksede op i en kernefamilie med en direktør-far, en sygeplejerske-mor og to brødre, til kostskolen Hessel Gods Fodboldkostskole i Grenå, der var et af de hårdeste og mest omvæltningstunge perioder i den på daværende tidspunkt 15-årige færings liv.

»Selv om vi var fire færinger, der tog af sted samme, så var det et chok at komme til Danmark. Ud over os var der cirka 50 danskere, og de var bare vilde,« siger Gunnar Nielsen og uddyber.

»De første par uger var vildt hårde, og man havde egentlig bare lyst til at græde og tage hjem igen. Vi syntes alle det var hårdt, men det, at der var fire af os, hjalp selvfølgelig. Vi skulle selv smøre madpakker og vaske vores eget tøj, og det var meget svært i starten at vænne sig til.«

Det var ikke bare omgivelserne, Gunnar Nielsen skulle vænne sig til. For det stod ikke skrevet noget som helst sted, at denne færing inden for de næste ti år skulle få sin debut i den bedste engelske række.

»På skolen var vi delt op i tre træningsgrupper. Træningsgruppe et, som var de bedste og så træningsgruppe to og tre. Der var én elev, der blev rykket ned i træningsgruppe, og det var mig. Jeg var den eneste, der blev rykket ned ud af 55 elever. Alle blev enten i den samme eller rykkede op. Jeg rykkede ned fra træningsgruppe to til treeren. Jeg vil ikke sige, at de ikke kunne spille fodbold der, men det var tæt på. Det er sjovt at tænke tilbage på. De troede slet ikke på mig dengang. Det var bare, væk med dig, og nu er jeg en af dem, som er kommet allerlængst,« siger Gunnar Nielsen og nævner Jonas Damborg fra Randers og Jim Larsen fra Silkeborg, som nogle af de andre fra hans årgang, der nu spiller professionelt fodbold.

De var dog modsat Gunnar begge i træningsgruppe et. Halvvejs gennem det et-årige forløb på Hessel Gods Fodboldkostskole, kontaktede Boldklubben Frem skolen og efterspurgte spillere til deres juniorhold. Gunnar Nielsen og hans tre færøske venner tog af sted sammen og efter det halve år, blev Gunnar Nielsen og hans landsmand Jonas Tor Næs tilbudt kontrakt i klubben. Her spillede Gunnar Nielsen i fire år. To som ungdomsspiller og to som senior, inden hans agent Jákup Stórustovu skaffede ham en prøvetræning i Blackburn Rovers.

»Vi tog sammen til Blackburn, og allerede efter tre dage sagde de, at de gerne ville have mig. Jeg trænede både med ungdomsholdet og Premier League-holdet. Min agent og jeg var ude i et shoppingcenter i byen og pludselig ringede telefonen, og det var dem, der sagde, at de gerne vil have mig. Det var bare den fedeste følelse.«

Den fede følelse blev kort tid efter afløst af en følelse af ensomhed, større end den han havde følt fem år tidligere, da han kom til Danmark.

»Blackburn var faktisk et større chok for mig end Manchester City, fordi jeg kom dertil fra Danmark. Springet fra Færøerne til Danmark var kæmpestort, men da jeg flyttede til København, så gik det fint, for der er en del færinger i København, hvor jeg boede i fire år. Skiftet fra Frem til Premier League var et kæmpe skridt. Det første halve år brugte jeg på at vænne mig til det hele. Jeg var slet ikke i god nok form, og jeg var helt alene. Fra Færøerne til Premier League. Det er hver sin yderpol. Det var godt, at jeg havde Danmark som et skridt på vejen,« fortæller Gunnar Nielsen. 

Griske unge spillere?
Vi springer igen frem til kampen mellem Manchester City og Arsenal den 24. april 2010.

»Jeg var så glad på det tidspunkt. Lige efter kampen skulle jeg snakke med pressen, og fra at være en ukendt andenmålmand så ville alle lige pludselig gerne snakke med mig, fordi de syntes, det var en sjov historie med at verdens rigeste klub skulle have en færing på mål. Da jeg tændte min telefon efter kampen, var der bare nonstop med mistede opkald og sms-beskeder. Den gik bare i sort på et tidspunkt.«

Men det som skulle have været Gunnar Nielsens mulighed for at vise sig frem for hele fodboldverdenen endte i stor skuffelse. Manchester City fik dispensation af det engelske fodboldforbund til at hente en ny målmand til de sidste tre kampe i turneringen, da først andenmålmand Stuart Taylor var blevet skadet og siden Shay Given.

»Da jeg snakkede med pressen bagefter, sagde de, at det så ud til, at Shay Given kunne være skadet i lang tid, og jeg sagde, at jeg glædede mig til at spille imod Brad Friedel i Aston Villa, fordi vi kendte hinanden fra tiden i Blackburn. Jeg blev rigtig skuffet, da de hentede en ny målmand.«

Trods den store skuffelse, så har tiden i Manchester City givet Gunnar Nielsen nogle oplevelser, han sent vil glemme.

»Alt er luksus. Vi flyver på første klasse hver gang, og da vi var på træningslejr i Abu Dhabi i opstarten, boede vi på det vildeste hotel. Vi fik endda lov til at køre på den nye Formel 1 bane, der er lavet i Abu Dhabi.  Alt er overdrevet.«

Selv om vi nu sidder i ydmyge omgivelser på Prenton Park, er Gunnar Nielsen stadig ejet af Manchester City, og derfor er det med mådehold, at han svarer på spørgsmål om den kritik, der har været af Manchester City rettet mod klubben af blandt andre Stephen Ireland, da han forlod klubben ved udgangen af transfervinduet i august. På pressemødet dengang ved sin præsentation i Aston Villa beskyldte han City for at være hjemsted for griske unge spillere, der kom til træning med ure til en værdi af 100.000 kroner om deres håndled og opførte sig som nogen, der havde spillet 200 Premier League-kampe.

»Jeg har jo stadig næsten to år tilbage af min kontrakt, så jeg skal jo passe på, hvad jeg siger,« siger Gunnar Nielsen.

»Folk er ikke dumme, og de ved, at der er mange penge i omløb, og det har tiltrukket nogle bestemte typer. Pludselig skifter værdierne. I Blackburn tænkte man, nu skal jeg slå igennem, så jeg kan få en stor kontrakt, men i City så får man den store kontrakt på forhånd. Så tænker man næsten, nu har jeg allerede klaret det. Så arbejder man måske ikke så hårdt, som man gjorde før,« fortæller Gunnar Nielsen.

Også Carlos Tevez var i sidste uge ude med en fordømmelse af unavngivne unge spillere i truppen, som han havde lyst til at »slå,« når de sagde noget til ham.

»I Danmark skal de unge drenge vaske støvler og samle bolde, men hvis man er et sted, hvor alt bliver ordnet for en, så bliver man jo vant til det. Nogle gange kan det være svært, når man ryger ned i en lavere rangeret klub at vænne sig til, alt ikke er, som det er i City. Der er for eksempel blevet bygget et helt nyt træningscenter på Carrington, hvor alt er splinternyt og det er kæmpestort. Der mangler ikke noget. Og her [i Tranmere Rovers] har de en bænk og en cykelmaskine, og det er det. Der er meget stor forskel.«

Er der nogen unge spillere, der føler sig vigtigere, end de egentlig er?

»Selvfølgelig. Alle ved hvor mange penge, der er i fodbold og især i City, og man får jo hele tiden smidt i hovedet af pressen, hvem der tjener hvad, og det tiltrækker da helt sikkert nogle typer, der tænker penge. Sådan er det i mange Premier League-klubber. Det kan næsten ikke undgås.«

»Der er selvfølgelig sådan nogle typer og specielt i City, fordi der er så mange penge i omløb. Man skal jo have en trup på 25 mand og et andethold, så der kommer der nogle spillere, der kommer, fordi de tjener gode penge, men jeg vil ikke nævne nogen navne.«

»Milepæl for færøsk fodbold«
Selv om Gunnar Nielsen langt fra har haft nogen gloværdig karriere indtil nu, så har udgangspunktet fra opvæksten på Færøerne og træningsgruppe tre på Hessel Gods Fodboldkostskole og opstigningen til først Blackburn og siden det cirkus, der er Manchester City, fået Gunner Nielsen til at slette opfattelsen af, hvad som er realistisk eller ej i sin holdning til fodboldkarrieren.

Får du nogensinde flere kampe for City, tror du?

»Var det overhovedet realistisk, at jeg på det tidspunkt ville få en kamp? Man ved sgu aldrig. Lige nu tænker jeg på at gøre det godt for Tranmere og vise mig frem og være skarp til, når jeg skal spille for landsholdet. Jeg vil gerne give dig et svar, hvor jeg siger ja, selvfølgelig får jeg flere kampe, og min ambition er også at spille fast i Premier League, men det er svært at vide, om det bliver i City eller i en anden klub. Det kan gå så hurtigt. Det gjorde det jo også dengang. En skade til Stuart Taylor og en skade til Shay Given, og så kom jeg på banen. Det er svært at sige, hvad der sker i fremtiden.«

»At jeg kom til at spille en Premier League-kamp er jo en milepæl for færøsk fodbold. Da der var gået par minutter efter kampen mod Arsenal, tænkte jeg faktisk på, at jeg var den første færing der havde spillet i Premier League, og det kan ingen tage fra mig. Jeg er ikke bare som en ud af tusinde englændere. Det er meget stort derhjemme.«