Filip Jørgensen er ikke den eneste spiller, der er tæt på et skifte til Chelsea i disse dage.
Også Napoli-bomberen Victor Osimhen meldes nu på vej til London-klubben.
Det skriver The Athletic.
Ifølge mediet forhandler Chelsea og Napoli om en aftale, der skal sende Victor Osimhen til Stamford Bridge, mens Romelu Lukaku skal til den syditalienske klub.
Forventningen er, at Lukakus skifte bliver et permanent skifte, mens forhandlingerne om Osimhen drejer sig om en lejeaftale med en købsoption.
I Napoli vil Romelu Lukaku kunne blive genforenet med sin tidligere træner, Antonio Conte. De to tilbragte to sæsoner sammen i Inter, hvor de vandt det italienske mesterskab i 2021. Lukaku var i sidste sæson udlejet til Roma.
Victor Osimhen scorede i sidste sæson 17 mål for Napoli, mens nigerianeren i 2022/23-sæsonen nåede helt op på 31 fuldtræffere, da Napoli vandt mesterskabet.