Kasper Schmeichel og Leicester City kunne bringe sig op på en delt førsteplads i Premier League med en sejr mandag aften, men sådan skulle det ikke gå.
I stedet indkasserede den danske landsholdskeeper og holdkammeraterne et skuffende nederlag på hjemmebane til oprykkerne Fulham, der inden mandagens kamp blot havde hentet fire point på ni kampe og lå næstsidst i rækken.
Mens Kasper Schmeichel var at finde mellem stængerne hos Leicester, var danske Joachim Andersen også i aktion for Fulham. Han startede inde i oprykkernes forsvar med anførerbindet på armen og var med til at sikre sejren.
Joachim Andersen og kompagni vandt nemlig kampen 2-1 på mål af Ademola Lookman og Ivan Cavaleiro.
Førstnævnte scorede kampens første mål efter en halv times spil i et kontraangreb, hvor han med en kølig afslutning sendte bolden forbi Kasper Schmeichel. Og blot otte minutter senere blev føringen fordoblet på et straffespark af Ivan Cavaleiro.
I slutminutterne fik Leicesters Harvey Barnes reduceret, men det rakte altså ikke til point.
Sejren sender Fulham et par pladser op i tabellen til 17.-pladsen, så de nu er lige over nedrykningspladserne. Leicester er nummer fire.