Leicester City var på kanten til det tredje pointtab i Premier League i træk, men på udebane mod ligaens absolutte bundprop, Sheffield United, fik Leicester til sidst sikret alle tre point.
Få sekunder før opgøret gik ind i tillægstiden løb Leicester-topscorer Jamie Vardy fra Sheffields forsvar og scorede til slutresultatet 2-1.
Dermed fik Kasper Schmeichel og co. den første ligasejr siden 8. november, mens Sheffield United kun står noteret for et enkelt point efter 11 spillerunder.
Midtvejs i første halvleg var det også Leicester, som kom i front, da Ayoze Pérez sparkede bolden ind efter et afrettet skud fra Vardy.
Leicester var foran i under tre minutter, før Kasper Schmeichel måtte hente bolden ud af nettet i den anden ende.
Her havde Oliver McBurnie scoret på et hjørnespark, som den danske keeper akkurat ikke kunne nå nede ved stolperoden.
Leicester nåede at ramme stolpen, men det lugtede kraftigt af en pointdeling i Sheffield, før Jamie Vardy til sidst sørgede for, at Leicester rykker op på tredjepladsen.
Tidligere søndag fik Sheffields bundkonkurrent West Bromwich Albion store prygl af Crystal Palace på eget græs. Gæsterne kunne tage hjem med en sejr på 5-1.
Ved pausen var stillingen ellers 1-1, men her var hjemmeholdet også kommet en mand i undertal, da Matheus Pereira fik rødt kort for en hævnakt.
Det udnyttede Crystal Palace i anden halvleg, hvor både Wilfried Zaha og Christian Benteke scorede to gange.
Crystal Palace ligger lige uden for ligaens bedste halvdel, mens West Bromwich er næstsidst med fem point ned til Sheffield og et point op til den rigtige side af stregen.
/ritzau/