Pinslerne fortsætter for Manchester United og Rasmus Højlund.
Lillejuleaften tabte De Røde Djævle 0-2 til West Ham United, og dermed har Erik ten Hags mandskab ikke scoret et eneste mål i de seneste fire kampe - det er ikke sket siden 1992!
For Rasmus Højlund er den svage offensiv selvsagt ekstra frustrerende, idet danskeren snart risikerer at runde 1.000 minutter uden et eneste mål i Premier League. Lørdag blev han udskiftet efter 57 minutter uden knap at have rørt bolden.
Det siger alt om en tam Manchester United-offensiv, og når Peter Schmeichel iagttager sin hjerteklub fra sidelinjen, kan den danske målmandslegende ikke andet end at sukke dybt.
- Vi kan diskutere fra nu af og resten af dagen, hvad Manchester Uniteds plan var, for jeg ved det ikke. Jeg har ikke set dem spille så dårligt i lang tid, siger Schmeichel ifølge engelske medier.
Den danske EM-vinder bed også mærke i den tidligere FC Nordsjælland-stjerne Mohammed Kudus, der scorede 2-0-målet for West Ham. Kudus har en fortid i AFC Ajax, hvor han havde netop Erik ten Hag som træner.
- Der er noget helt specielt over Kudus. Jeg forstår det ikke, for Ten Hag må jo kende de spillere rigtig godt. Hvorfor vælger han at købe Anthony over Kudus?, spørger Peter Schmeichel.
En anden Manchester United-legende, Paul Scholes, hæfter sig især ved den tandløse offensiv, som altså blandt andre tæller en målløs Rasmus Højlund.
- Offensivspillerne er nødt til at steppe op, spille med større selvtillid og være farlige. Man oplever ofte, at en enkelt eller to af sine angribere slider i perioder, men lige nu er det jo dem alle sammen. De er ikke farlige nogen steder på banen. McTominay er topscorer med seks mål, og han er midtbanespiller.
- Det er et kæmpe problem, at de ikke scorer nogen mål, og det skal de have løst omgående. Det er meget skuffende. De har brugt mange penge på spillere, og dem forventer man mere af, lyder det fra Scholes.
Manchester Uniteds næste opgør er på Old Trafford mod Aston Villa på Boxing Day.