James Rodriguez forlader Real Madrid og fortsætter karrieren i Everton.
Det har været et rygte længe, og nu er det helt officielt. Det bekræfter den engelske klub mandag aften.
Læs også:Tidligere Barcelona-spiller kan ende som erstatning for Pione Sisto
I Everton bliver James Rodriguez genforenet med Carlo Ancelotti, som han tidligere har arbejdet sammen med i både Real Madrid og Bayern München, og den colombianske kreatør lægger ikke skjul på, at det var en stor faktor i skiftet.
- Jeg er virkelig, virkelig glad for at være i denne store klub, og en klub med så meget historie, og her med en manager, der kender mig rigtig godt. Jeg ser frem til at opnå store ting her - og vinde ting, det er det, alles mål er.
- Jeg er kommet her for at prøve at forbedre mig og blive bedre. Jeg er også kommet her for at hjælpe holdet med at vinde, spille god fodbold - underholdende fodbold. Jeg er overbevist om, at vi med Carlo og hans tekniske personale kan opnå store ting, og en af de store grunde til, jeg er kommet til, er Carlo Ancelotti. Jeg har haft nogle gode tider med ham tidligere i to forskellige klubber. Det var en stor grund til at komme her, siger James Rodriguez til Evertons hjemmeside.
James Rodriguez, 29 år, har fået en toårig aftale, der kan forlænges med yderligere et år.
I Real Madrid nåede han at spille 125 kampe med 37 mål til følge, siden han kom til fra AS Monaco i 2014. Undervejs var han også udlejet til Bayern München i to sæsoner, hvor han scorede 15 mål på 60 kampe.
Læs også:Officielt: Everton henter brasilianer i Napoli for 200 millioner