Video : Tipsbladet
Premier League

Nyt Liverpool-pointtab: Åbner Premier League helt op i toppen

Det lykkedes for Newcastle at holde nullet og spille uafgjort hjemme mod Liverpool i Premier League.

Den sidste kamp i Premier League i 2020 endte uden scoringer.

Det vil Liverpool være mest ked af, da 0-0-resultatet ude mod Newcastle ikke kan bruges til det helt store i kampen om at vinde det engelske mesterskab.

Nullerten kommer efter et skuffende 1-1-resultat hjemme mod West Bromwich, så Liverpool går ind i det nye år med et par dyrebare pointtab.

Liverpool topper dog fortsat Premier League med 33 point efter 16 kampe. Manchester United er nummer to med 30 point efter 15 kampe.

Newcastle havde blot bolden i en fjerdedel af tiden og virkede fra start til slut tilfreds med et enkelt point.

Liverpool skabte de fleste og største chancer, men skarpheden var en mangelvare.

Især angriberen Mohamed Salah kunne nemt have scoret et par gange, og det samme kunne Roberto Firmino.

Men enten havnede forsøgene forbi mål, eller også stod Newcastle-keeper Karl Darlow i vejen.

Liverpool-målmand Allison Becker var også på plads, når Newcastle blev nærgående, og derfor kom der aldrig hul på målbylden på St. James' Park.

/ritzau/