Pilen har længe peget i retning af, at Ivan Toneys tid i Brentford synger på sidste vers.
Men nu har piben fået en anden lyd.
I går, torsdag, meldte Brentford nemlig ud, at den nye stjerneangriber Igor Thiago har pådraget sig en skade i menisken.
Og det kan få betydning for Ivan Toneys fremtid i London-klubben, der som bekendt er under ledelse af danske Thomas Frank.
Det skriver Athletic, der melder, at Igor Thiago kan komme til at misse de første uger af den forestående Premier League-sæson, og i værste fald kan han være ude i flere måneder.
I så fald kan det betyde, at Brentford ville være tilbøjelige til at holde på Toney, skriver det engelske medie, da man nødigt vil være foruden en topangriber i store dele af sæsonen.
I skrivende stund er West Ham og Tottenham angiveligt stadig interesseret i at købe den engelske landsholdsangriber, mens Manchester United og Chelsea skulle have trukket sig ud af kapløbet.
Ivan Toney har spillet i Brentford siden 2020, hvor det er blevet til 141 kampe og 72 mål.