Kenneth Zohore kom til Millwall på en lejeaftale fra West Bromwich for præcis en måned siden, men hidtil har danskeren blot nået at spille tre kampe med et mål til følge.
I kampen, hvor han fik sin første startplads, måtte han nemlig udgå med en lægskade efter knap 75 minutter, og siden har han misset tre kampe for Millwall i Championship. Og ligeledes har en anden sommersigning, lejesvenden Troy Parrott fra Tottenham også været ude med en skade.
Det frustrerer cheftræner Gary Rowett, som gerne vil have duoen på banen snart.
- Vores to sommersignings, der skulle forsøge at give os noget mere i offensiven, har begge været utilgængelige. Vi forbedrer os, men vi har misset en hel del chancer, der ikke har været så svære chancer, siger Gary Rowett ifølge mediet News at Den.
Cheftræneren understreger, at han ikke vil kritisere klubbens øvrige angribere, men blot at en spiller som Kenneth Zohore kan blive udslagsgivende for Millwalls succes.
- Det er en del af spillet, og jeg vil bestemt ikke mindske værdien af de andre offensive spiller på holdet. Alle gør deres, og alle er desperate efter at give alt.
Læs også:Kenneth Zohore ude i op til otte uger
- Men her har du to meget, meget talentfulde spillere på forskellige måder. En i Kenneth, der har været her før og gjort det med Cardiff og viste i de små glimt, som vi har set, at han er den type angriber, der kan gøre en forskel. Og Troy er en yngre angriber med mere potentiale, siger han.
Kenneth Zohore, 26 år, er i Millwall på en lejeaftale indtil januar.