Video : Tipsbladet
Premier League

Middlesbrough-journalist: Fans er i chok og ligeglade med Braithwaite

For et år siden var danske Martin Braithwaite ejet af Middlesbrough, men her blev han aldrig den store succes, selv om klubben havde betalt mange penge for landsholdsspilleren. Danskeren ragede blandt andet uklar med manager Tony Pulis, og den dag i dag er der ifølge lokaljournalist ikke mange med meget til overs for den 28-årige kommende Barcelona-spiller, der dog heller ikke blev sat op til succes i "Boro".

Der er kun fire danskere, der har trukket FC Barcelonas trøje over hovedet og har spillet for førsteholdet, men fire bliver snart til fem, for FC Barcelona er på vej til at købe kantspiller Martin Braithwaite.

Danskeren, 28 år, står til at få en lang kontrakt i det spanske, hvor han siden sommer har spillet for Leganes på en fast aftale. I første halvdel af 2019 var han udlejet fra Middlesbrough til den spanske klub.

Og i Middlesbrough undrer de sig lige nu. For i den engelske klub havde Braithwaite ikke succes, da han i 2017 blev købt for omkring 85 millioner kroner. Derfor er det ikke så overraskende, at fans af den nordøst-engelske klub var ved at få eftermiddagsteen galt i halsen, da de kunne læse om Braithwaites forestående skifte til mægtige FC Barcelona.

- Reaktionerne har både været chok og ligegyldighed. Der vil være en mindre portion af fansene, som tænker, at "Boro" har tilladt en topspiller at smutte til små penge. Men størstedelen af fansene vil nok have svært ved at forstå, hvordan en spiller, der havde svært ved at begå sig i The Championship (den næstbedste engelske række, red.), snart kan trække Barcelona-trøjen over hovedet, siger Philip Tallentire, fodboldredaktør på The Middlesbrough Gazette, til tipsbladet.dk.

Historien om Braithwaites tid i Middlesbrough handler også om en tid under en af spillets mest konservative trænere i form af Tony Pulis. Den gamle Stoke-manager sværger til lange bolde og en direkte stil, og det var Braithwaite ikke synderligt glad for at spille under. Derfor endte det også i en ordkrig mellem de to - den kan du læse mere om her - og senere forklarede Braithwaite blandt andet, at Pulis spredte løgne om danskeren. Det skete, efter Pulis kaldte danskeren grisk og uden respekt for Middlesbrough og byens fans.

Læs også:Avis: Nu sender Barcelona stort bud afsted på Braithwaite

- Da det skete, vandt han ikke mange venner i eller uden for klubben. Det er sandt, at Middlesbrough spillede meget direkte under Pulis, og det passede ikke til Braithwaite. Men han viste i starten af 2018/2019-sæsonen, at han kunne tilbyde holdet noget offensivt på trods af managerens taktik.

- Så da han begyndte at kritisere managerens spillestil sidste år (mens Braithwaite var udlejet, red.), var manageren hurtig til at svare. Han gjorde opmærksom på spillerens løn og sagde, at det var den største løn, han havde set en spiller i The Championship have. Han sagde også, at Braithwaite var utaknemmelig og respektløs. På det tidspunkt mistede fansene den sidste respekt og tålmodighed, de havde med Braithwaite, siger Philip Tallentire.

Da Braithwaite skiftede til "Boro", var klubben i the Championship, efter den - med Viktor Fischer på holdet - var rykket ud af Premier League sæsonen forinden. Manageren var Garry Monk, og der blev brugt penge på spillere. Braithwaite blev primært placeret på fløjen, og spillestillen passede heller ikke så godt, og det var ifølge fodboldredaktøren med til, at danskeren aldrig slog til for alvor.

Værre blev det, efter Tony Pulis kom til klubben, og da de to begyndte at skændes, var det dråben for de mange "Boro"-fans.

- Folk havde fået nok af situationen. Tony Pulis var i forvejen ikke specielt populær på grund af spillestilen, men Braithwaites måde at opføre sig på betød, at der ikke var mange, der havde sympati for ham.

- Det er usædvanligt at se en manager og en spiller offentligt blive uvenner i Middlesbrough. Ikke overraskende var der meget interesse fra medierne i ordkrigen. Tony Pulis er heller ikke en mand, der finder sig i at blive kritiseret af en spiller, så det var hurtigt tydeligt, at Braithwaite ikke havde en fremtid i klubben, siger Philip Tallentire.

Danskeren nåede altså aldrig at retfærdiggøre den store pris, han blev købt for i Toulouse, eller den løn, der ifølge Philip Tallentire var en Premier League-løn. Derfor er den 28-årige danskers eftermæle i Middlesbrough heller ikke specielt godt.

- Jeg tror, at de fleste fans endte med at være frustreret over Braithwaite, for de kunne se, at han havde talentet, men han viste det sjældent. Middlesbrough-fans vil se spillere kæmpe for trøjen. Braithwaite har tekniske kvaliteter, men han var enten ikke interesseret, eller også var han ude af stand til at vise kvaliteterne.

- Når det er sagt, så manglede der en klar taktisk plan under Garry Monk, og det hjalp ham heller ikke ind på holdet. Det gjorde det faktum, at han sjældent spillede på sin bedste posiiton, heller ikke. På grund af et stort antal angribere i truppen, røg han ofte ud på kanten eller i en rolle som hængende, fordi Assombalonga var førstevalget i angrebet. Og Pulis' direkte stil passede slet ikke en spiller som Braithwaite, siger Philip Tallentire.

Martin Braithwaite nåede i alt 40 kampe for klubben i det nordøstlige England. Det blev til ni scoringer.

Udover Braithwaite og Fischer har også Mikkel Beck spillet i Middlesbrough. Det gjorde den nu pensionerede danske landsholdsangriber fra 1996 til 1999.

Læs også:Lige nu: Martin Braithwaite er på træningsbanen i Leganes

Læs også:Braithwaite skrev som barn skoleopgave om Spanien-drømmen

Læs også:Braithwaite-agent forventer handlen falder på plads om 48 timer

Læs også:Prisen ligger fast på Braithwaite: Leganes-ejer nægter at forhandle

Læs også:Martin Braithwaite på vej ind i eksklusiv klub af Barcelona-danskere