Lukas Lerager kan meget vel forlade Genoa, inden transfervinduet lukker mandag aften, og den danske midtbanespiller har en hel del bejlere, forlyder det.
FC København har af flere medier været meldt interesserede, lige som Torino og Newcastle er blevet nævnt som mulige købere. Og nu blander danskerklubben Brentford sig efter sigende også i transferkampen om Lukas Lerager.
Læs også:Medie: PL-klub vil forpurre FCK-transfer
Det er mediet Tuttomercatoweb, der skriver om Thomas Frank og kompagnis interesse, og det samme gør journalisten Matteo Pedrosi.
Brentford har danske Thomas Frank som cheftræner og råder over en del danskere i førsteholdstruppen, hvor de blandt andet har Christian Nørgaard, Mathias Jensen og Emiliano Marcondes til midtbanen.
Læs også:På vej væk? FC København-træner giver status på Pierre Bengtsson
Ifølge Tuttomercatoweb lader det til, at det er Torino og Brentford, der i transfervinduets sidste dage skal kæmpe om at sikre 27-årige Lukas Leragers underskrift, men at FC København lurer i kulissen.
Lukas Lerager har 10 landskampe på cv’et og har spillet for Genoa siden januar 2019.
Læs også:Medie: FC København byder på tidligere dansk landsholdsspiller