Ruben Amorim er ny cheftræner i Manchester United.
Det bekræfter De Røde Djævle fredag eftermiddag efter flere dages rygter.
Han slutter sig til mandskabet den 11. november og får kontrakt frem til sommeren 2027. Klubben har en option på yderligere et år, lyder det samtidig fra Manchester United.
- Ruben er en af de mest spændende og velansete unge trænere i europæisk fodbold. Han har været god som både spiller og træner, og han har vundet Primeira Liga to gange i Portugal med Sporting CP, hvoraf den første var klubbens første titel i 19 år, skriver Manchester United.
I de kommende 10 dage vil vikaren Ruud van Nistelrooy stå i spidsen for mandskabet, ligesom han gjorde i sejren over Leicester tidligere på ugen.
Ruben Amorim kommer til efter et par succesfulde år i Sporting CP, hvor han har ført klubben tilbage til toppen af portugisisk fodbold og udviklet nogle af de bedste spillere i Portugal samt profiler som Viktor Gyokeres og Morten Hjulmand.
The Athletic meddeler, at Sporting CP oplyser til børsen, at Manchester United betaler 82 millioner kroner for træneren.
I Manchester United tager han over for Erik ten Hag, der tidligere på ugen blev fyret efter to år på posten.