Manager: Tilbagekaldt dansk angriber gjorde ikke nok til træning
Foto: Getty Images
Premier League

Manager: Tilbagekaldt dansk angriber gjorde ikke nok til træning

Blackpool-manager Terry McPhilips forklarer, hvorfor Elias Fritjof Sørensen næsten ingen spilletid fik for klubben: Han gjorde det ikke godt nok til træning. Ikke nødvendigvis dårligt, men bare ikke godt nok.

32 minutters spilletid var det sølle udbytte af næsten to måneder i Blackpool for den danske angriber Elias Fritjof Sørensen, inden han tidligere på ugen blev kaldt tilbage til Newcastle United. I de seks sidste kampe i Blackpool var han end ikke med i truppen.

Manden med ansvaret for at sætte ham på banen, Terry McPhilips, forklarer nu, hvorfor Sørensen ikke fik mere spilletid. Og den forklaring er sådan set ret ligetil.

- Det var hans første lejeaftale, men på Squires Gate (klubbens træningsanlæg, red.) valgte vi de andre knægte foran ham, fordi det er simpelt: De har gjort det bedre end ham efter min mening. Jeg siger ikke, at han var dårlig til træning. Han gjorde bare ikke nok, lyder det fra Blackpool-manageren.

Selv om Søresen, der forleden blev udtaget til det danske U20-landshold, næsten aldrig var i aktion for Blackpool, ville McPhilips gerne have beholdt ham. Han kom nemlig til Blackpool for at afhjælpe en skadeskrise, og netop som han forlod klubben, opstod en ny.

- Jeg ville ikke have, at han skulle forlade os. Han havde ikke været med i kamptrupperne, men den dag, han forlod os, var dagen efter, vi fik et par skader. 

- Han har været uheldig. Da vi hentede ham, var en af angriberne skadet, og vi troede, han ville være ude i lidt længere tid, end han var.

- Jeg talte med knægten for at ønske ham det bedste. Han er en god dreng, han er en god målscorer, og vi ønsker han alt godt for fremtiden.

Hos Newcastle slutter Elias Sørensen sig til U23-holdet, som han nåede at score 19 mål for i denne sæson, inden han blev lejet ud i januar.