Man Uniteds milliard-køb uden effekt: Er det nu?

(Bragt i Tipsbladet 13. august)

På Old Trafford tilmed med klassikeren Manchester United – Leeds United. Med The Roses Rivalry så begynder fodboldåret i tungt gear og for værternes vedkommende igen med spørgsmålstegn om styrke, formåen og mesterskabskandidatur.

I de første godt 20 år af Premier Leagues levetid blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved Manchester Uniteds slagstyrke. Alex Fergusons hold var second to none.

Som en fodboldensMary Rose vidste rivalerne i mere end to årtier, at det bare var med at komme væk, når Manchester United med det tunge skyts gjorde klar til at levere en bredside, men som Henry 8.s flådepryd kostede en strategisk fejlslutning dyrt. Mary Rose fejlbedømte bølgegangen og tog dødeligt vand ind i de nederste kanonluger; Manchester United havde ingen fornemmelse for tiden efter Alex Ferguson og sank uden at efterlade sig mange andre spor end undren over, hvordan det kunne gå så galt.

The Mary Rose blev hævet og kan i dag ses på flådemuseet i Portsmouth, og her kunne man servere en halvbagt joke om placeringen af Fodboldens Museum i Manchester, men byens rødblusede fans behøver næppe mere salt i såret.

Vender vinden nu? Manchester United er klar til at gå på banen for øjnene af os alle sammen og måske vise, at de er tilbage med fuld sejlføring og banner som Englands fremmeste mandskab.

Eller?

Den store favorit
Manchester City er favorit til at forsvare titlen, Liverpool vil presse dem, men indleder også denne sæson med en skade til en nøglespiller i skikkelse af Robertson.

Chelsea rettede sig flot efter Thomas Tuchel tog over fra Frank Lampard, og der skal være store forventninger til de blå fra Stamford Bridge, der i skrivende stund står til at hente det venlige mål-monster Romelu Lukaku.

Leicester er igen dark horse efter at være gledet i bananskrællen to sæsoner i træk og misset en top-4 placering, men The Foxes vandt dog denne sæsons snigpremiere med 1-0 over Manchester City i Community Shield.

Hvis bare halvdelen af de rygter, som er i omløb om King Power Stadium holder vand, så får Brendan Rodgers en overordentlig kompetent trup til sin rådighed.

Så er der Manchester United. Sidste sæsons sølvvindere. De har igen denne sommer dykket dybt ned i budgettet og betalt 73 millioner pund til BVB Dortmund for at hente Jadon Sancho. Desuden kommer den franske stopper Raphael Varane til for 41 millioner pund og flere nævnes på vej ind.

Det siges ofte i fodbold, at man kan købe sig til det meste. Kærlighed, titler og globale markedsandele.

Hvad angår titler, så er det senmoderne Manchester United beviset på, at man i en så konkurrencedygtig liga som Premier League ikke uden videre kan købe sig til succes målt i trofæer.

Andre klubber har ladet millionerne rulle uden nævneværdig effekt, men Manchester United er en ekstraordinær case på grund af klubbens succesrige historie, globale fanbase, enorme stadion og markedsførende position som en af verdens rigeste fodboldvirksomheder.

Men Manchester United og Drømmenes Teaters ellers magiske og marketingmæssige magnetisme har i årevis tiltrukket mere skrot end slot.

Pokalskabet i departementet for indenrigstitler viser en enkelt sejr i FA Cuppen og ditto i Liga Cuppen siden 2013. Udenrigs har De Røde Djævle løftet pokalen i Europa League tilbage i 2016/17, men derudover er der ingen nævneværdige triumfer at berette om.

Dette til trods for Manchester United siden 2013 har brugt over en milliard pund på nye spillere.

En milliard pund.

Alene prisen på Jadon Sancho svarer til gennemsnitsårsindkomsten for 2355 britiske lønmodtagere og øger naturligvis forventninger til Ole Gunnar Solskjærs mandskab her på tærsklen til sæsonstart.

Indkøbene har i nordmandens tid peget den rigtige vej med en kurs, der stadig viser udsving og udfald, men grundlæggende den nødvendige stabilitet på højt niveau og ikke flere fejlskud på transfermarkedet som Alexis Sanchez.

Men en ting er forventninger – de kan være lige dele vidtløftige og varmluftige – noget andet er realiteter.

Er det nu Manchester United tager skridtet op og det første mesterskab i ni år til næste sommer?

Skæringsdato
Året 2013 er det naturlige skæringspunkt for at vurdere og forstå størrelsen Manchester United. Det var den sommer, hvor Alex Ferguson takkede af som gaffer efter 13 mesterskaber i Premier Leagues tid.

Der er et før og et efter Fergie for Manchester United med flere nuancer end antallet af skinnende pokaler i klubbens museum fortæller, og kløften mellem det før og efter er så dyb som Gordale Scar.

Det er ikke Manchester Uniteds første tørke, og det er heller ikke første gang, de skal slå bro fra en trænerepoke til den næste.

Fra 1911 til 1952 og 1967 til 1993; begge tørkeperioder signifikant længere end den igangværende, men strukturelt anderledes af flere årsager.

60’ernes Busby-epoke er bedst sammenlignelig målt i dominans og med fem titler, men Manchester United voksede i størrelse med indførelsen af Premier League og satte sig så tungt på tronen i engelsk fodbold, at man ikke troede, det kunne være anderledes.

Forude ventede dog en omgang Game of Thrones, som klubbens amerikanske ejermænd, Glazer-familien, og administrerende direktør Ed Woodward ikke forstod alvoren og karakteren af.

Eller også var det en bro for langt selv for en klub, der kaster så stor en skygge som Manchester United gør, at lade investeringsrådgiveren Ed Woodward køre showet. Man kan med en vis rimelighed argumentere for, at Woodward som Glazer-familiens master of coin har kostet dyrt i mere end en forstand.

I den sidste sæson i den gamle 1. division før revitaliseringen som Premier League blev publikum vidne til et væddeløb mellem to heste med Manchester United længst fremme og rivalerne Leeds United lige efter.

Da 1991 blev til 1992 løb Alex Fergusons hold tør for mål og sluttelig endte guldet på Elland Road.

Der var dog gryende tegn på optur hos Manchester United, men skuffelsen understregede blot Alex Fergusons behov for specialister og et talstærkt regiment af potentielle målscorere.

Vi kender historien herfra med købene af Eric Cantona, Peter Schmeichel, Roy Keane og mange, mange andre i skottens tid som manager. Ikke alle handler faldt heldigt ud (Juan Veron host host), men skottens tæft for transfermarkedet var samlet set imponerende.

Belønningen udeblev ikke. Manchester United ejede Premier League. Blackburn Rovers titel i 1994/95 viste som en enlig svale, og en reel trussel kom først med Arsene Wengers Arsenal.

Franskmandens præstationer med Arsenal skal ikke her tales ned, men det var mere et samlet angreb fra London fra medio 00erne og frem på Manchester United, end det var et soloridt fra Arsenal.

Fodboldens magtbaser har historisk hjemme i de store industri- og handelsbyer som Milano, Torino, München, Lyon, Amsterdam og Glasgow. Hovedstædernes hold har det med at spille andenviolin bortset fra Madrid og senest Paris, der med et skud petrodollars i tanken har taget fransk føring.

Således var det også i årtier Manchester, Leeds og Liverpool, der var toppen af poppen i England, men med Roman Abramovitjs køb af Chelsea i 2003 og efterfølgende hidsige våbenkapløb forskubbede Premier Leagues tektoniske plader sig og udløste et magtmæssigt jordskælv.

Premier Leagues epicenter blev delt i to mellem London og Manchester i et hundeslagsmål mellem Arsenal, Chelsea og Manchester United.

Og da Abu Dhabi-baserede investeringsmilliarder blev rullet ind i Manchesters lyseblå halvdel, så morede Alex Ferguson og co. sig over ’de støjende naboer’, men købet af Manchester City viste sig ikke som et larmende stykke rigmandslegetøj.

Det var en regulær trojansk hest, hvor lyseblå klassespillere og Pep Guardiola myldrede ud og erobrerede ikke kun Manchester, men Premier League. Manchester United drev sønderskudte, ydmygede og frem for alt totalt besejrede rundt og tog i den grad vand ind.

Manchester City har siden 2011 taget fem mesterskaber – tre af dem i de seneste fire sæsoner – og udnyttet til fulde, at Manchester United ikke havde en slagplan på plads, da først Alex Ferguson takkede af. I denne fodboldens forbrugsfest af en tofrontskrig med London-holdene på den ene side, og Manchester duopolet på den anden side blev de rødblusede ganske enkelt løbet over ende.

David Moyes, Louis van Gaal og José Mourinho havde intet modtræk selv om den flittigt kritiserede Mourinho dog leverede en andenplads. Det overses ofte i debatten, og er en af hans større præstationer.

Solskjær
Har Ole Gunnar Solskjær kompetencerne?

Det er ikke længere et spørgsmål, om de undertippede lyseblå bysbørn kan drille Manchester United i sæsonens Manchester-derbies, men et spørgsmål om, hvorvidt Manchester United overhovedet er i stand til at vippe rivalerne af tronen, så længe Pep Guardiola står på sidelinjen.

Stiller man Solskjær, Klopp, Guardiola og Tuchel op på række i skolegården, så bliver nordmanden valgt til sidst i en omgang førstevælger. Hver gang.

Hvor de tre andre sætter sig til bordet for at eje skakbrættet, så er nordmanden mere typen, der åbner med et siciliansk forsvar, men man må give ham, at han er tro mod sine taktiske ideer og har fået klubbens fulde finansielle opbakning.

Med Moyes, Van Gaal og Mourinho blev det næsten blodigt blotlagt, at Manchester Uniteds udfordringer ikke mindst var af strukturel karakter med en navlestreng op til Woodwards kontor, og at der ikke var et hurtigt fix og en boblende mirakelkur hældt på flaske.

En turnaround tager tid og kræver tålmodighed. Den tid har Ole Gunnar Solskjær fået og til trods for, at han i sin tid på sidelinjen på Old Trafford har været i målsøgeren for en del flak og kritik, så blev han i juli forlænget for yderligere tre år.

Han har dermed kurs mod at blive den første træner post-Ferguson, der når tre hele sæsoner på Old Trafford. Den trafik af trænere ind og ud står i skærende kontrast til skottens 26 år som chef og måske er det et udtryk for, at direktionen har indset behovet for at vokse sig til et udtryk med en træner, man tror på langsigtet.

Det var heller ikke altid kønt under Ferguson, men man troede på ham.

Strukturen
Stimen som ubesejret på udebane hele sidste sæson understreger Ole Gunnar Solskjærs første og mest signifikante indsatsområder. Den defensive base, strukturen og omstillingsfasen.

Det har været et logisk sted at begynde – det er trods alt lettere at vinde kampe ved at holde de andre fra fadet og så straffe deres fejl. Fodbolden lever af fejl – alle mål har afsæt i en nuance af fejl fra det forsvarende

holds side – det er derfor, det er en så herlig uperfekt og uberegnelig sport. Vejen til at straffe fejl og gøre dem afgørende er dog en stor og farverig palet af værktøjer og midler. Om det er Klopps hidsige pres og stressen af modstanderne, Guardiolas boldmassage indtil hullet i opponentens falanks viser sig, eller om det er Solskjærs mere lurende på kontra så er målet det samme, men metoderne forskellig.

Men en ting har de tilfælles: Behovet for specialister.

At vinde Premier League kræver en besætning uden blinde passagerer.

Det tog Jürgen Klopp en lille håndfuld år at samle og modellere sit mesterhold; den trup han overtog fra Brendan Rodgers, var ganske anderledes skruet sammen, og der var ingen trofæer til Pep Guardiola i den første sæson som Manchester City-boss.

Succes tager tid, men for Guardiola var der et fundament at bygge på. Solskjær kom ind som midlertidig løsning og endte med at vinde det halve kongerige og en permanent aftale med hjerteklubben.

Det er helt indlysende i denne sæson, at den beslutning skal vise sig korrekt. Solskjær har indkøbt og samlet sig et hold med kvalitet i bredden og dygtige spillere på stort set alle pladser.

Med spillere som Rashford, Sancho, Fernandes, Pogba og Cavani så kan der komme mål fra alle ender og kanter nu.

Sammenholdt med Luke Shaws genopstandelse som chanceskaber fra backen – som ikke mindst Klopp har haft øjne for at gøre til en primær position som kuglestøber ganske enkelt fordi der er her, der kan være plads og rum til at sætte holdkammeraterne op – så råder Ole Gunnar Solskjær nu over et hold, der kan slå til fra stort set alle vinkler.

”Jeg vil hellere være optimist og tage fejl end pessimist og få ret. Selvfølgelig kan det her hold med en maksimal indsats og offer vinde Premier League. Det ligner en af de stærkeste Premier League sæsoner nogensinde.

Det har været Manchester City og Liverpool, der har taget livtag, men vi og Chelsea har købt godt ind, og skal se os selv som kandidater,” siger Ole Gunnar Solskjær til den engelske avis The Guardian.

Årsager
Der er flere grunde til, at Manchester United potentielt kan blive mestre. Hvis nu f.eks. både Liverpool og City rammes af en freak sæson a la Liverpools 2020/21, men det vigtigste argument ligger i Solskjærs citat. Indkøbene og oprustning.

Selv om Manchester United har spillet placeringsmæssig andenviolin siden 2013, så har klubben ikke mistet sin finansielle styrke. Ser man bort fra den evige elefant i familien Glazers bestyrelseslokale nemlig den vedvarende voksende gæld, så viser en sammenligning af Premier League klubbernes regnskab for sæsonen 2019/20 to for Manchester United vigtige elementer i en tid præget af pandemi.

For det første en samlet indtægt på 509 millioner pund – Premier Leagues topscorer her i denne disciplin – plus 56 procent af omsætningen bruges på løn. Den laveste wages-to-revenue rate i Premier League.

Det giver Manchester United en økonomisk råstyrke med mulighed for at lande flere spillere fra den absolut højeste hylde. Bayern München holder sig fra fantasy køb, de italienske klubber kan lige nu ikke være med, Barcelona har deres at slås med, Real Madrid har ondt i budgetterne, Manchester har set sig varme på Harry Kane og Paris SG skal efter tilgangen af Lionel Messi næppe investerer alt for meget den kommende tid.

Ergo står Manchester United godt til at lande flere tunge spillere næste sæson – det kunne være målmaskinen Haaland.

Så hvis det ikke bliver nu for Manchester United, så er der altid næste sæson.

Hvem siger det?

Money talks. Så længe de bruges rigtigt.