Liverpool-fanen Solbakken: Jeg var mere entusiastisk i 1990
30 års ventetid sluttede for Liverpool FC og klubbens mange fans i sidste uge.
Chelseas 2-1-sejr over Manchester City sendte det engelske mesterskab til Anfield, og i Beatles-byen har man sådan set bare gået og ventet på at få lov til at fejre triumfen, der har været meget længe undervejs.
Det var dog ikke kun i Liverpool, der blev festet. Fans over hele verden fejrede den længe ventede triumf, og det gjaldt blandt andre FCK-manager Ståle Solbakken, der har været Liverpool-fan siden 1974.
Læs også:Medie: Dortmund køber engelsk kæmpetalent
Nordmanden var dog ikke helt lige så meget oppe at ringe som for 30 år siden.
- Jeg var nok mere entusiastisk i 1990, for det var så overlegent i år. Det har jo længe været klart, at Liverpool ville blive mestre, det var bare et spørgsmål om, hvornår de ville komme over stregen, men den præstation, de har leveret i år, har været helt syg. For de konkurrerer mod Pep Guardiolas Manchester City-hold, som de fulgte hele vejen i fjor, og så er de bare fortsat i år, siger Ståle Solbakken til Tipsbladet.
FCK-bossen havde naturligvis et smil på læben, da han lagde hovedet på puden torsdag aften i sidste uge.
Læs også:Lukas Hradecky har stadig Viaplay: Følger Esbjerg og Brøndby
- Ja, jeg sov godt, efter jeg havde siddet og skrevet med nogle af mine gamle kammerater fra Grue. Vi voksede jo op sammen som Liverpool-fans, så på den måde er de de nærmeste, og de tager det også meget længere end mig. Nogle af dem skal for eksempel til Oslo i aften [sidste fredag] for at fejre det, siger Ståle Solbakken, der ikke faldt for fristelsen til at tage en Liverpool-trøje på til træning i fredags:
- Nej, man må jo fastholde seriøsiteten lidt, og så har jeg faktisk heller ikke en Liverpool-trøje længere. Jeg havde en af de gamle, en legendarisk trøje uden reklamer og med nummer syv på ryggen, men den er blevet væk i flytningerne. Det er en skandale. Jeg må skaffe mig en ny.
Du kan læse meget mere om Liverpools mesterskab i Tipsbladet, som er på gaden i dag. I bladet kan du blandt andet også læse et stort interview med Lukas Hradecky, en reportage fra onsdagens pokalfinale mellem AaB og SønderjyskE samt et tilbageblik på UEFA Cup-finalen i 2000 mellem Arsenal og Galatasaray. En finale, der blev spillet i København, og som var præget af massive utroligheder udenfor banen.
Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet.
Læs også:Kees Luijckx revser Riddersholm: Bare ikke en ærlig mand
Læs også:Ludomani har været et tema i FC Midtjylland
Læs også:Fredagens rygtebørs: Liverpool henter midtbaneprofil i Bayern München