Video : Tipsbladet
Premier League

Lettet Arsenal-træner: Håber, det kan være vendepunktet

Efter 3-1-sejren lørdag over Chelsea håber Mikel Arteta, at hans hold er på vej ud af krise.

Efter syv ligakampe på stribe uden sejr var der endelig lidt medvind til Arsenal, da den kriseramte storklub lørdag vandt London-braget mod Chelsea med 3-1.

Holdet har ellers fået den værste sæsonstart i 46 år, men med triumfen mod rivalerne fra Chelsea føler Arsenal-manager Mikel Arteta, at bedre tider kan være lige på trapperne.

- Det her var en stor sejr for os. Vi har været skuffede over resultaterne, ikke præstationerne, siger han til Sky Sports med henvisning til den seneste tids dårlige stime.

- Vi har lidt, og fansene har lidt. Jeg håber, at det her kan være vendepunktet, tilføjer han.

Læs også:Efter ti års pause: Kontroversiel træner gør comeback i Ligue 1

Selv om Arteta ikke har været utilfreds med holdets præstationer på det seneste, så er det ikke samme opfattelse, som alle spillerne har haft.

I hvert fald ikke Kieran Tierney, der spillede en flot kamp mod Chelsea.

- Det her trængte vi til. Vi har leveret nogle dårlige præstationer, men i dag spillede vi bedre end længe. Vi ventede ikke med at spille godt, til vi var bagud 0-1, siger forsvarsspilleren til Sky Sports.

Den dårlige periode de seneste måneder havde sendt Arsenal ned i nærheden af nedrykningsstregen i Premier League.

Læs også:Dansk landsholdsspiller skal væk for at få penge til Haaland-transfer

Med de tre point lørdag fik holdet lidt luft og har nu seks point ned til pladserne på den kedelige side af stregen.

Chelsea mistede et skridt i topkampen med nederlaget. Frank Lampards hold indtager sjettepladsen med seks point op til topholdet Liverpool, som endda har en kamp til gode.

/ritzau/